Medarbejder var ikke beskyttet som arbejdsmiljørepræsentant, da valget var ugyldigt

07-02-2019
Afskedigelse/bortvisning Tillidsrepræsentanter

Ny afgørelse fra Arbejdsretten fastslår, at valget af en arbejdsmiljørepræsentant var ugyldigt i henhold til tillidsrepræsentantaftalen, og der var derfor ikke krav om forhandling og forlænget opsigelsesvarsel i forbindelse med, at vedkommende blev afskediget.

Sagen omhandlede en medarbejder ansat på en friskole. Medarbejderen blev kort tid efter dennes ansættelse valgt som arbejdsmiljørepræsentant på et medarbejdermøde, som skolelederen overværede. Efter ca. 2 ½ måneds ansættelse blev medarbejderen afskediget og spørgsmålet var herefter, om medarbejderen i den forbindelse var beskyttet efter reglerne i tillidsrepræsentantaftalen.

Parternes synspunkter

I sagen gjorde Lærernes Landsorganisation (LC) blandt andet gældende, at skole-lederen ikke havde gjort indsigelse mod valget af medarbejderen som arbejdsmil-jørepræsentant, hverken i forbindelse med selve valghandlingen eller efterfølgen-de. LC påstod derfor, at medarbejderen var beskyttet som arbejdsmiljørepræsen-tant fra tidspunktet for valget.

Moderniseringsstyrelsen gjorde dels gældende, at medarbejderen ikke kunne vælges som arbejdsmiljørepræsentant, idet vedkommende ikke opfyldte tillidsrepræsentantaftalens krav om mindst 9 måneders ansættelsesanciennitet på tidspunktet for valget, dels at valget ikke blev anmeldt skriftligt til arbejdsgiver, og at arbejdsgiver ikke havde haft pligt til at gøre indsigelse mod valget forud for en sådan anmeldelse. Moderniseringsstyrelsen gjorde herudover gældende, at der allerede var en arbejdsmiljørepræsentant på skolen, og eftersom denne alene var fraværende på grund af barselsorlov, skulle der, jf. Arbejdstilsynets vejledning om Samarbejde om arbejdsmiljø i virksomheder med 10-34 ansatte, ikke nødvendigvis vælges en ny arbejdsmiljørepræsentant.

Opmandens resultat

Arbejdsretten frifandt Moderniseringsstyrelsen. Opmanden fandt, at tillidsrepræ-sentantaftalens regler om valg af tillidsrepræsentanter også fandt anvendelse i forbindelse med valget af arbejdsmiljørepræsentanten i den konkrete sag.

Opmanden bemærkede endvidere, at da der allerede var en arbejdsmiljørepræsentant på skolen, og eftersom vedkommende kun var fraværende på grund af barselsorlov, skulle der ikke nødvendigvis vælges en ny arbejdsmiljørepræsentant. På den baggrund blev skolen frifundet for overenskomstbrud.

Moderniseringsstyrelsens bemærkninger

Med afgørelsen er det nu fastslået, at tillidsrepræsentantaftalens regler om valg af tillidsrepræsentanter, herunder valgbarhedskravet om minimum 9 måneders anci-ennitet og anmeldelse af valget, som altovervejende udgangspunkt også gælder i forbindelse med valg af arbejdsmiljørepræsentanter.

Download afgørelsen som PDF