Kontakt under sygdom

Kontakt mellem personaleleder og medarbejder under sygdom kan nedbringe fraværet og sikre fastholdelse af medarbejderen. En fast praksis kan understøtte både personaleleder og medarbejder i at får holdt de vigtige omsorgssamtaler under en sygemelding.

Omsorgssamtaler under sygdom

Omsorgssamtaler er uformelle samtaler, hvor personalelederen og medarbejderen taler om medarbejderens sygdomsforløb, og hvornår medarbejderen forventer at være tilbage på arbejdspladsen. Til omsorgssamtalen er det også en god idé at aftale, hvordan man fremadrettet vil holde kontakt og hvor ofte.

Hent samtaleguide med spørgsmål samt love og regler for omsorgssamtaler (pdf)

Hold så vidt muligt omsorgssamtalerne på arbejdspladsen, hvis den sygemeldte medarbejders helbred tillader det. Herved får personaleleder og medarbejder set hinanden i øjnene, og den sygemeldte medarbejder får genskabt kontakten med arbejdspladsen igen. Hvis medarbejderen er for syg, kan omsorgssamtalen også tages telefonisk.

En fast, beskreven praksis for hvornår en personaleleder og medarbejder skal holde omsorgssamtaler under en sygemelding, gør det lettere for begge parter at få holdt kontakt under sygemeldingen. Praksis for omsorgssamtaler kan indarbejdes i arbejdspladsens sygefraværspolitik.

Læs mere om sygefraværspolitikker og strategisk fokus på sygefravær

Tidlig og hyppig kontakt

Tilknytning til arbejdspladsen er vigtig for sygemeldte medarbejderes tilbageven-den til arbejdet. Hvis medarbejderen oplever at miste tilknytningen til arbejdspladsen kan det gøre sygemeldingen længere.

Tidlig og hyppig kontakt under en sygemelding kan fastholde medarbejderens tilknytning til arbejdspladsen, da kontakten signalerer, at arbejdspladsen bekymrer sig om medarbejderen, og at medarbejderen fortsat er uundværlig. Det giver også medarbejderen mulighed for at få indsigt i arbejdspladsens udvikling, så overgangen tilbage til arbejdet bliver lettere. Derudover giver det personalelederen mulighed for at blive opdateret på medarbejderens sygdom og prognose.