Den tidligere Kammeradvokataftale

Generel information om den hidtidige kammeradvokataftale

Nogle typer af opgaver falder uden for aftalen. Det gælder fx advokatundersøgelser og inkasso.

Nogle få statsinstitutioner og statslige selskaber er ikke omfattet af aftalen, men kan på egen hånd søge bistand hos Kammeradvokaten eller andre advokater.

Advokat Karsten Hagel-Sørensen er udnævnt til kammeradvokat. Kammeradvokaten er partner i advokatfirmaet Poul Schmith, der løser statens advokatopgaver. Firmaet har også andre klienter end staten. Pligten til at føre statens sager gør, at firmaet ikke må påtage sig opgaver, hvor der kan være risiko for interessekonflikt med staten.

Anvendelse af andre advokater

Hvis Kammeradvokatens ekspertise ikke er tilstrækkelig, eller hvis der er andre rimelige grunde dertil, kan en statsinstitution - med Moderniseringsstyrelsens tilladelse - tage en anden advokat.

Må Kammeradvokatens udtalelser offentliggøres?

Hvis en statsinstitution ønsker at offentliggøre eller udlevere Kammeradvokatens udtalelser til andre, skal institutionen først henvende sig til Moderniseringsstyrelsen.

Betaling

Moderniseringsstyrelsen betaler Kammeradvokaten et fast årligt beløb for at stå til rådighed med telefonisk og anden kort mundtlig rådgivning. Den type rådgivning betaler de enkelte statsinstitutioner altså ikke selv for.

For den enkelte sag betaler statsinstitutionerne salær med 2/3 af sædvanligt advokatsalær.

Opfølgning

Moderniseringsstyrelsen påser, at aftalen bliver overholdt.

Kammeradvokaten udarbejder hvert år en beretning med oversigt over det totale engagement med staten samt en beregning af det gennemsnitlige timehonorar.

Se Kammeradvokatens seneste årsberetninger på kammeradvokaten.dk

Tilfredshedsundersøgelser

Moderniseringsstyrelsen og Kammeradvokaten gennemfører hvert andet år en tilfredshedsundersøgelse af kammeradvokatordningen blandt de statslige kunder.

Læs mere om kundetilfredshedsundersøgelserne af kammeradvokatordningen