Susanne, kontorfuldmægtig

Susanne Flindt er kontorfuldmægtig i Koncernservice og har været ansat i Finansministeriets Koncern siden 1. september 2000. Hun er kontoruddannet fra Undervisningsministeriet, hvor hun arbejdede fra 1983 til 2000.

Hvad er dine primære arbejdsopgaver?

Jeg har en meget bred portefølje af opgaver, fordi jeg arbejder i serviceafdelingen. En helt fast opgave, som jeg sidder med, er afregning for ministerchaufførerne. Jeg har desuden alle fakturaerne for hele driften af huset. Jeg holder møder med leverandørerne. Jeg er med i ekspertgrupperne ift. indkøbsprocedurerne og i kantineudvalget. Jeg er med til at holde statusmøder med kantinen og rengøringen. Jeg bestiller kontor- og rengøringsartikler ovg sikrer, at indkøbsprocedurerne bliver overholdt.

Hvad kan du særlig godt lide ved Moderniseringsstyrelsen som arbejdsplads?

Jeg synes, det er en rigtig god arbejdsplads, jeg har nogle rigtig søde kolleger og en god chef. Det er en arbejdsplads, der er lydhør, når man ytrer ønske om at få mange forskellige opgaver. De giver plads til, at jeg kan prøve nye ting. Det har jeg oplevet tre gange.
Da jeg startede her i 2000, var det i en konsulentenhed, og her havde jeg ikke nok opgaver. Så blev jeg rykket over i kursusafdelingen, hvor jeg var i mange år. Da der så blev færre kurser, så skulle jeg prøve noget andet, og så kom jeg i serviceafdelingen. Her har jeg det som en fisk i vandet. Det gode ved det er, at der aldrig er to ens dage. Jeg kan have nok så mange planer om, hvad jeg skal lave en morgen, når jeg møder ind. Men så bliver de overhalet af et eller andet vigtigt, der skal ordnes.
Vores rolle her i styrelsen er, at vi skal sikre, at pengene bruges fornuftigt. Så når jeg kan skaffe nogle gode priser, så sparer jeg skatteborgernes penge. Hvis jeg kan få tingene til en god pris, så har vi sparet på statens finanser – og dermed dine og mine penge.

Hvad synes du, er det mest spændende ved dit arbejde?

Det er den forskellighed som jeg taler om, og at der aldrig er to ens dage. Det gør, at det er enormt sjovt, at der hele tiden kommer folk forbi, der har et eller andet spørgsmål. Og jeg er glad, når jeg kan hjælpe lige med det samme.
Vi definerer roller fra dag til dag via vores tavlemøder, så vi sikrer, at en passer supporten, en passer postkassen og en har den udførende rolle. Når jeg så har den udførende rolle, er jeg den første til at reagere, når nogen skriver, at deres skrivebord ikke fungerer eller at hjulet på skabet ikke virker. Så kommer jeg og løser problemet. Det giver glade kunder, og det er dejligt for mig at få den der positive tilbagemelding fra kolleger i hele huset. Folk er glade for den service, jeg yder, og det er dejligt.

Hvilke kompetencer har du udviklet i Moderniseringsstyrelsen?

Fra at være meget genert har jeg lært at gøre opmærksom på mig selv. Jeg tror, at min chef har været god til at skubbe mig fremad og sige ’det kan du godt gøre’ og ’det kan du godt stå for’. Så jeg har stået i situationer, hvor jeg tænkte ’åh nej’ det kan jeg ikke. Men jeg havde en chef, der troede på mig. Hun så nogle af de kompetencer, som jeg ikke selv vidste, at jeg havde. Hun er god til at spotte den slags ting.
Derudover vil jeg sige, at jeg har udviklet mine kompetencer igennem sidemandsoplæring. Og så er jeg nysgerrig. Det har også været en vigtig måde at få kompetencer på for mig. Jeg spørger ind til opgaverne og lærer ad den vej.

Hvad vil du sige til en, der overvejer at søge job i Moderniseringsstyrelsen?

Søg! Det er et fantastisk sted med nogle rigtig dygtige kolleger. Der er rum til, at du kan udvikle dig og der er mulighed for, at du kan få kurser. Jeg har lige været med til at planlægge et kompetenceudviklingsprojekt med vores fællestillidsrepræsentant for alle HK’erne. Og jeg er selv i gang med at tage sådan en mellemlederuddannelse. Der er virkelig rum til, at du kan få lov til at udvikle dig.