Klar strategisk retning

En klar strategisk retning sætter rammen for institutionens virke og udvikling og er forudsætningen for at kunne tilbyde effektive, værdiskabende offentlige serviceydelser for borgere og brugere.

Den strategiske retning skabes, oversættes og forankres i styringskæden mellem politikere, topledere, fagchefer og medarbejdere. Alle aktører er centrale i værdiskabelsen for borgerne. At sætte en klar strategisk retning i offentlige institutioner kræver tydelig ledelse og styring af kerneopgaverne med særlig fokus på at opnå den ønskede værdi for borgere og brugere og med afsæt i de givne politiske målsætninger.

God strategisk styring er et kontinuerligt ledelsesarbejde, hvor topledere i samarbejde med de fagprofessionelle sætter retning og mål og aktivt påtager sig rollen som løbende strategisk beslutningstager. Fagchefer oversætter strategien gennem ledelsesmæssig dialog med medarbejderne, som omsætter strategien til konkret handling.

Den strategiske retning indeholder langsigtede mål udformet på baggrund af viden, samarbejde og inddragelse. Særligt inddrages de aktører, der har godt kendskab til kerneopgaven og som senere skal omsætte strategien til handling.

Der skal opbygges forståelse, kraft og evne i organisationen til strategiimplementering. Den strategiske retning skal løbende italesættes og implementeringsprocessen skal i fast årshjul hænge sammen med de øvrige faste gentagne forretningsprocesser, herunder særligt beslutningsprocesser om ressourceanvendelse, så der sikres en løbende prioritering af ressourcerne i sammenhæng med den strategiske retning.