Ledermobilitet mellem sektorer

Staten, KL og Danske Regioner er i forbindelse med aftalen om ledelse og kompetencer i den offentlige sektor blevet enige om i fællesskab at nedsætte en taskforce, der skal undersøge mobiliteten blandt ledere mellem den private og offentlige sektor, samt internt i den offentlige sektor mellem stat, regioner og kommuner. Her på siden kan du følge med i taskforcens arbejde, dens resultater og anbefalinger.

Hvorfor fremme ledermobilitet mellem sektorer?

Det kræver et tæt samarbejde på tværs af fagligheder, perspektiver og sektorer, for at styrke sammenhængskraften i den offentlige sektor. Derfor er det vigtigt, at offentlige ledere kan krydse grænser, har en vis alsidighed og bredde i deres kompetencer og faglighed samt aktivt kan opbygge stærke relationer. Ledermobilitet skal være med til at fremme den offentlige sektors åbenhed for nye perspektiver, initiativer og måder at arbejde på.

Taskforcen skal undersøge og fremme ledermobilitet

Taskforcen har til opgave at øge forståelsen for offentlig ledelse samt identificere, hvad der henholdsvis motiverer ledere til eller afholder ledere fra at skifte job på tværs i den offentlige sektor og fra den private til den offentlige sektor. På baggrund heraf skal taskforcen komme med en række anbefalinger, der har fokus på at fremme mobilitet.

Taskforcen vil bestå af repræsentanter fra KL, Danske Regioner, Moderniseringsstyrelsen, Dansk Arbejdsgiverforening og Lederne. Taskforcen skal desuden inddrage centrale interessenter i arbejdet samt udvalgte ledere der har erfaring med sektorskifte.