Ledere i staten

Godt 12.000 ledere er beskæftiget i staten. De fordeler sig over mange forskellige stillingsbetegnelser, såsom kontorchef, direktør, rektorer, kaptajner og kirkegårdsledere.

Ud af de 180.000 ansatte i staten er der omkring 12.000 ledere med personaleansvar

Dette svarer til, at der er 15 medarbejdere for hver leder. Dette gennemsnit dækker dog over stor variation. Nogle steder, fx i departementer, er der typisk færre medarbejdere pr. leder. Andre steder, fx på undervisningsinstitutionerne i selvejesektoren kan der være relativt mange medarbejdere pr. leder.

Antal medarbejdere per leder afhænger altså meget af institutionernes opgavesammensætning.

Statslige ledere varetager en bred opgaveportefølje

Opgaveporteføljen for statslige ledere er bred og spænder fra kontorchefer over kaptajner til kirkegårdsledere.


Statens ledere er i gennemsnit 50 år gamle.

Inden for Finansministeriets ministerområde er lederne yngst, nemlig 45 år i gennemsnit. I Kirkeministeriet er lederne i gennemsnit 57 år og er dermed ældst på tværs af ministerområder.

Der er flest mandlige ledere

Blandt statens ledere er mændene i overtal: 67 pct. af de statslige ledere er mænd. Dette svarer til ca 7.800 mandlige ledere og 3.900 kvindelige ledere.

Dette skyldes særligt, at lederstillingerne inden for to af statens store institutionsområder, forsvar og politi, i langt overvejende grad er besat af mænd. Inden for forsvaret er mere end 9 ud 10 ledere eksempelvis mænd.

De ministerområder, hvor kvindelige ledere er i overtal, er Børne- og Socialministeriet og Sundheds- og Ældreministeriet. Her er hhv. 64 pct. og 59 pct. af lederne kvinder. Denne tendens ses også afspejlet på det kommunale og regionale område, hvor de kvindelige ledere er i markant overtal på de borgernære velfærdsområder som fx sundhed og ældrepleje.