Statens Tid

Statens Tid skal systemunderstøtte tidsregistrering og administration af ferie og fravær i de statslige institutioner.

Moderniseringsstyrelsen forventer i 2019 at gennemføre et udbud på en fællesstatslig tidsløsning.

Tidsløsningen forventes at blive implementeret i bølger i alle statslige institutioner i 2021-2022.

Hvad er Statens Tid?

Den kommende tidsløsning skal digitalisere, automatisere og – hvor det er muligt – forenkle tidsregistrering for medarbejdere og ledere i staten.

Tidsløsningen vil samtidig lette arbejdet for HR-funktionerne ved at understøtte den lovpligtige styring af ferie og fravær.

Ved at danne bindeled mellem de øvrige administrative systemer, vil løsningen gøre det muligt at automatisere løn- og omkostningsfordeling mv. Hermed vil løsningen samtidig understøtte en god og styringsrelevant ledelsesinformation.

Status på projektet

Tids-projektet er fortsat i analysefasen. Vi er i gang med at sikre, at kravene til den kommende løsning rummer den variabilitet af overenskomster og arbejdstidsregler, der er i staten.

Samtidig skal analysen give et tydeligere billede af datamodel og integrationsbehov, dvs. hvilke integrationer til de øvrige administrative systemer, der er nødvendige, for at løsningen kan understøtte en sammenhængende styringsmodel.