Professionshøjskole frifundet i sag om afskedigelse af en gravid medarbejder

26-10-2016

I dom af 25. oktober 2016 fandt Højesteret, modsat Venstre Landsret, ikke, at omplaceringsforpligtelsen for en gravid medarbejder kan udvides til tidspunktet for fratrædelsen.

Moderniseringsstyrelsen var indtrådt som biintervient til støtte for professionshøjskolen under sagens behandling i Højesteret.

Der var enighed mellem parterne om, at arbejdsgiver ikke vidste, at medarbejderen var gravid på det tidspunkt, arbejdsgiveren besluttede, at medarbejderen skulle afskediges som led i en større afskedigelsesrunde nødvendiggjort af besparelser på finansloven.

Kristelig Fagforening havde gjort gældende, at der var faktiske omstændigheder, og at det var professionshøjskolens bevisbyrde at påvise, at medarbejderens graviditet var uden betydning for beslutningen om at afskedige hende, jf. ligebehandlingslovens § 16, stk. 4. Kristelig Fagforening mente, at denne bevisbyrde ikke var blevet løftet, hvorfor afskedigelsen var i strid med ligebehandlingslovens § 9, ligesom ligebehandlingslovens § 2 var overtrådt ved ikke at tilbyde medarbejderen ledige stillinger i hendes opsigelsesperiode.

Højesteret frifandt professionshøjskolen med henvisning til, at:

  • Beslutningen om hvilke funktioner, der kunne nedlægges, og hvilke medarbejdere der bedst kunne undværes blev truffet forud for kendskab til medarbejderens graviditet.
  • Det er et almindeligt ansættelsesretligt princip, at rimeligheden af en afskedigelse skal vurderes ud fra forholdene på opsigelsestidspunktet. Det gælder tillige ved bedømmelse af lovligheden af en afskedigelse efter reglerne i ligebehandlingsloven.
  • Konkret var der ingen relevante ledige stillinger, som medarbejderen kunne omplaceres til.
  • Ligebehandlingslovens § 2 var heller ikke overtrådt, idet medarbejderen ikke havde ansøgt eller givet udtryk for interesse i ansættelse i en konkret ledig stilling.

Læs dommen her