Dialog og samarbejde på de gymnasiale arbejdspladser
23-02-2017Ledere og medarbejdere fra gymnasiesektoren har, sammen med Kompetencesekretariatet og overenskomstparterne, gennem det seneste år sat fokus på dialog og samarbejde. Projektet blev afsluttet på en konference på Vingsted hotel og konferencecenter i Vejle den 7. februar, hvor de mange succeshistorier om et velfungerende lokalt samarbejde blev præsenteret. Der er med projektet skabt grobund for, at skolerne også fremadrettet har fokus på den lokale dialog og samarbejde samt deler gode erfaringer på tværs i sektoren.
Baggrunden for partsprojektet
Ved overenskomstforhandlingerne i 2015 blev Moderniseringsstyrelsen og Gymnasieskolernes Lærerforening, IDA og DJØF enige om at afsætte midler til projektet ”Dialog og samarbejde på de gymnasiale arbejdspladser”. Formålet med projektet var at styrke dialogen og samarbejdet om kerneopgaven på de gymnasiale arbejdspladser.
Overenskomstparterne udvalgte ni skoler, som det seneste år har arbejdet med forskellige projekter med det formål at fremme den lokale dialog og samarbejdet om kerneopgaven. Projektet blev afsluttet med en konference den 7. februar 2017 for ca. 175 ledere og tillidsrepræsentanter fra den gymnasiale sektor.
Projektet er blevet gennemført af Kompetencesekretariatet i samarbejde med repræsentanter fra Akademikerne, Djøf, IDA, Gymnasieskolernes Lærerforening, Undervisningsministeriet, Danske Gymnasier, Danske Erhvervsskoler og – Gymnasier – Lederne, VUC Lederforeningen og Moderniseringsstyrelsen.
Lokalt samarbejde og dialog i fokus
Et velfungerende samarbejde er en forudsætning for effektiv og professionel håndtering af kerneopgaven. Alle projekterne er gode eksempler på, at et godt lokalt samarbejde skabes i dialog mellem ledere, medarbejdere og medarbejderrepræsentanter.
På afslutningskonferencen blev projekterne præsenteret, og der blev delt erfaringer på tværs af deltagerne. Der blev bl.a. afholdt fem forskellige seminarer med forskellige emner.