Moderniseringsstyrelsen indgår kontrakt om nyt fællesstatsligt budgetsystem

22-06-2017
Systemer Modernisering

Moderniseringsstyrelsen har den 21. juni 2017 indgået aftale med KMD A/S om anskaffelse af et nyt fællesstatsligt system til budgettering og budgetopfølgning i staten.

KMD A/S skal sammen med itelligence A/S og Vision Management A/S levere en løsning, som tilpasses statens behov og baseres på applikationen SAP BPC samt SAP HANA databaseteknologi.

Vicedirektør i Moderniseringsstyrelsen Maria Damborg Hald siger om aftalen:

Jeg glæder mig til, at statens institutioner fra 2019 kan lægge budget og lave budgetopfølgning i et nyt budgetsystem. Det fællesstatslige budgetsystem skal lette administrationen og øge kvaliteten i budgetarbejdet og dermed forbedre grundlaget for god økonomistyring.

Direktør i KMD A/S Søren Henriksen ser også frem til at komme i gang med arbejdet:

Vi glæder os til samarbejdet med Moderniseringsstyrelsen og til at udvikle et fællesstatsligt budgetsystem, som kan understøtte en effektiv budgetproces for de statslige institutioner. Og vi ser frem til at bruge vores erfaring inden for det statslige marked til at udvikle et centralt system, som også matcher de mange forskellige behov, der er hos de koncerner og institutioner, som i fremtiden skal anvende systemet.

Næste skridt

Arbejdet med udvikling af det nye system starter med det samme, og efter som-merferien vil Moderniseringsstyrelsen afholde informationsmøde om systemet og det videre arbejde. Hold øje med invitationen på Moderniseringsstyrelsens hjemmeside.

Læs mere om projektet og det videre forløb.

Fakta om udbuddet

Moderniseringsstyrelsen har gennemført et EU-udbud med henblik på anskaffelse af budgetsystemet, og her afgav KMD A/S i samarbejde med itelligence A/S og Vision Management A/S det økonomisk mest fordelagtige tilbud.