Har I styr på jeres brugere i Navision Stat?

17-12-2018
Nyhed Systemer

Få hjælp til sikker og effektiv adgangsstyring og brugerkontrol i Navision Stat. Læs Moderniseringsstyrelsens retningslinjer.

Sikkerhed i opgavevaretagelsen

Adgangsstyring er vigtig for sikkerheden i brugen af økonomisystemerne, og skal adressere risikoen for svig. Adgangsstyring sikrer også, at brugerne kun tildeles de rettigheder, som de har behov for, for at kunne udføre deres arbejde.

De statslige institutioner, som er kunde hos Statens Administration (SAM), kvitterer hvert kvartal for at have gennemgået egne brugere og deres rettigheder i Navision Stat, samtidig med institutionens god­kendelse af regnskabserklæringen.

I SAM institutionerne er der mange brugere at holde styr på, som følge af opgavedelingen mellem SAM og institutionerne og den interne opgavedeling i SAM. Her vil henholdsvis SAM og institutionerne være an­svar­lige for egne brugere. SAM er dog ansvarlig for at godkende udvidede rettigheder til institutionerne, som er i konflikt med opgavesplittet til SAM.

Moderniseringsstyrelsen sikrer, at der er et komplet overblik over alle typer af brugere i systemet, mens institutionerne selv er ansvarlige for egne brugere.

For at kunne løse opgaver vedrørende support, udvikling, implementering, samt hosting og drift, har Moderniseringsstyrelsen og hosting-leverandørerne nogle særligt udvidede og/eller privilegerede rettigheder.

På Navision Stat databaser, hvor Moderniseringsstyrelsen ikke er systemejer, er institutionerne selv ansvarlige for driften og dermed også adgangs­styringen. Moderniseringsstyrelsen kontrollerer dog egne brugere på disse databaser.

Vejledninger til adgangsstyring og rettigheder i Navision Stat

På Moderniseringsstyrelsens hjemmeside kan du finde vejledningen Ansvar for Adgangsstyring i Navision Stat (pdf)

Under brugervejledninger til Navision Stat finder du flere vejledninger om tildeling af rettigheder i Navision Stat og om anvendelsen af brugeradministrationsmodulet BAM.

Gå til Brugervejledninger til Navision Stat