Statens Budgetsystem leveret som planlagt

19-12-2018
Digitale løsninger

Moderniseringsstyrelsen har nu modtaget alle moduler af Statens Budgetsystem fra leverandøren KMD. Systemet er leveret til den forventede tid og pris, og pilotimplementering er igangsat i 17 statsinstitutioner.

Moderniseringsstyrelsen modtog i starten af december det tredje og sidste modul af Statens Budgetsystem (SBS) fra hovedleverandøren KMD og de to underleverandører itelligence og Vision Management. Dermed er systemet leveret til den forventede tid og pris. Moderniseringsstyrelsen vil gerne anerkende leverandørerne for deres engagement og professionalisme, som har bidraget til, at projektplanerne undervejs nøje er blevet overholdt trods de udfordringer, som store og komplekse IT-projekter altid møder.  

Pilotimplementeringen af det første SBS-modul startede i maj 2018 i 10 statslige institutioner, og i december begyndte implementeringen i yderligere 7 pilotinstitutioner. I marts 2019 påbegyndes implementeringen i statens øvrige institutioner og den samlede implementering ventes afsluttet i løbet af 1. halvår 2020.

Det er vigtigt at institutionerne forbereder sig bedst muligt på den store forandring, der vil følge af implementeringen af SBS, og Moderniseringsstyrelsen har til dette formål udarbejdet en pjece med en række gode råd.

Læs pjecen og få gode råd til hvordan I kan forberede jer på systemerne

 

Kort om Statens Budgetsystem

SBS skal procesunderstøtte budgetarbejdet i statens institutioner, og sikrer bl.a. at budgetdata kun findes i én autoritativ version.

Systemet har integrationer til Navision Stat, SKS og LDV, som giver brugerne et opdateret og valideret overblik over budget og forbrug i forhold til ramme og bevilling for alle bevillingstyper. Brugergrænsefladen udgøres af excel, mens selve systemet er baseret på SAP-teknologi.