Konsekvenser af Atea-dommen

28-06-2018
Indkøb

Retten i Glostrup har den 27. juni 2018 fundet Atea A/S skyldig i overtrædelse af straffeloven i den såkaldte Atea-sag.

Atea A/S har den 28. juni 2018 oplyst, at Atea A/S ikke vil anke dommen.

På baggrund af byrettens dom har Moderniseringsstyrelsen anmodet Atea A/S om en grundig redegørelse for dommen og de initiativer, som Atea A/S har taget med henblik på at imødegå tilsvarende sager. Moderniseringsstyrelsen vil anmode Kammeradvokaten om at vurdere Atea A/S’ redegørelse og dokumentation, og Moderniseringsstyrelsen vil på den baggrund sammen med Statens og Kommunernes Indkøbsservice A/S (SKI) vurdere, hvilke konsekvenser dommen skal have for det fremtidige forhold til Atea A/S.

Opfordring fra Moderniseringsstyrelsen

På baggrund af dommen opfordrer Moderniseringsstyrelsen med øjeblikkelig virkning til, at de fællesstatslige rammeaftaler med Atea A/S sættes i bero. Det vil sige, at Moderniseringsstyrelsen opfordrer alle kunder på de fællesstatslige aftaler til at afvente Moderniseringsstyrelsens og SKI’s vurdering af konsekvenserne af dommen, før man foretager køb hos Atea A/S på de fællesstatslige aftaler.

Har en kunde et uopsætteligt behov for at købe en ydelse på en kontrakt, hvor Atea A/S er leverandør, opfordrer Moderniseringsstyrelsen til, at kunden gør købet betinget, således at kunden om nødvendigt kan hæve købet, hvis det på baggrund af Atea A/S’ redegørelse vurderes, at Atea A/S ikke har taget de fornødne initiativer.

Moderniseringsstyrelsen vil oplyse kunderne på de fællesstatslige aftaler, når der foreligger en vurdering af dommen.