Nu er Statens HR og Statens Budgetsystem (SBS) lige på trapperne

26-06-2018
Modernisering Systemer

Statens HR og SBS (Statens Budgetsystem) er nu så langt, at vi kan udmelde den foreløbige plan for implementeringen af de to nye systemer.

Fokus på dig som kunde

Frem mod 2020 skal Statens HR og SBS implementeres i over 120 statslige institutioner. I vores implementeringsplaner tager vi hensyn til ministeriernes præferencer og kompleksitet, samtidig med at vi sikrer en balanceret udrulning indenfor de tidsmæssige rammer.

Hvad er Statens HR?

Med Statens HR får ledere, HR og medarbejdere en digital understøttelse af de personaleadministrative opgaver som fx tiltrædelse, løbende personaleadministration og fratrædelse samt en ny kilde til entydig orga-nisationsstruktur og realtime HR-data. Statens HR skal forenkle og give et kvalitetsløft, give bedre datakvalitet og -overblik og endelig skabe mere tid til kerneopgaverne. 

Hvad er SBS?

Med budgetsystemet (SBS) får alle budgetansvarlige og økonomifunktioner et nyt værktøj til budgetlægningen og budgetopfølgning. SBS vil lette det administrative arbejde, da data er samlet og understøttet af workflow, roller og rettigheder, der afspejler processerne i institutionen. Derudover skal SBS bidrage til at øge kvaliteten og gennemsigtigheden i økonomistyringen gennem valide input til beslutningsoplæg og økonomisk ledelsesinformation.

Ambition er at minimere overlap i implementeringerne

Der bliver tale om to store implementeringer, som vil berøre mange medarbejdere og chefer i staten og samtlige HR- og økonomimedarbejdere.

Moderniseringsstyrelsen stiler mod at minimere antallet af overlap mellem de to systemimplementeringer. De to projekter vil løbende sikre intern koordinering. Men der vil være enkelte overlap i implementeringsforløbene. Dem vil vi gå i tæt dialog med jer om ved udarbejdelsen af den detaljerede implementeringsplan for det enkelte ministerområde.

Se udrulningsplanerne for Statens HR og SBS

Når implementeringen af jeres ministerområde nærmer sig, vil I blive kontaktet af vores implementeringsansvarlige.