BI-netværkets aktiviteter i 2019 skudt i gang med højt til loftet

29-04-2019
Digitale løsninger

Rammerne var sat til en inspirerende dag med fokus på data og ledelsesrapportering, da Moderniseringsstyrelsens BI-netværk tog hul på mødeaktiviteterne i 2019 med en fælles minikonference for hele netværket.

En bred vifte af statslige og selvejende institutioner var repræsenteret på konferencens deltagerliste, som omfattede over 100 af BI-netværkets medlemmer.

Formålet var at have en diskussion med højt til loftet, hvor der kunne snakkes om data og ledelsesrapportering fra det helt store helikopterperspektiv. Undervejs fik de fremmødte fortalt medrivende historier og leveret værdifuld indsigt af følgende talerrække:

  • Moderniseringsstyrelsens direktør, Poul Taankvist, bød velkommen og fortalte om den fællesstatslige systemportefølje og de tværstatslige netværk.
  • Teamleder for Moderniseringsstyrelsens BI-team, David Palsgaard, gav en status på BI-netværket og tegnede et roadmap for Statens BI.
  • BI konsulent i Udenrigsministeriet, Lasse Daa Hansen, gav et indblik i Uden-rigsministeriets BI-portal, UMBI.
  • BI konsulent på Århus Universitet, Karsten Riisager, fortalte om, hvordan de arbejder med Power BI på Århus Universitet
  • Cloud solutions architect, Jan Cordtz og technology solutions professional, Lars Andersen fra Microsoft leverede indsigt i trends og teknologi inden for moderne BI.
  • Research director hos Gartner, James Richardson, holdt den afsluttende key-note, hvor han engagerede publikum med Gartners vision for, hvordan man engagerer beslutningstagere via data storytelling.


Undervejs havde deltagerne desuden mulighed for at stille spørgsmål om de fællesadministrative data til Moderniseringsstyrelsens BI-udviklere, som også var til stede.

Alex Lund Nielsen fra Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte deltog på konferencen og udtaler følgende:

Rigtig godt arrangement, hvor især James Richardsons oplæg om storytelling med data var inspirerende. Jeg vil se frem næste møde i i juni.


Med konferencen vel overstået begynder vi nu at planlægge mødeaktiviteterne i BI-netværket for resten af 2019, hvor en mængde spændende emner og ideer ligger i støbeskeen.

Hvis du gerne vil vide mere om Statens BI, er du velkommen til at kontakte Moderniseringsstyrelsens BI-team via Serviceportalen.

Hvis du gerne vil høre mere om og deltage i Moderniseringsstyrelsens BI-netværk, kan du skrive til .