Fem ansatte hos Statens It er oplagt hackermål - eller er de?

05-04-2019
Digitale løsninger

Her til morgen har DR Nyheder bragt et indslag om sikkerheden hos Statens It, men hvad er egentlig op og ned i denne historie.

Moderniseringsstyrelsen har tillid til Statens It

Moderniseringsstyrelsen har grundlæggende tillid til driften af Navision Stat ved Statens It, men er naturligvis opmærksom på, at en samling af driften og den løbende tilgang af nye kunder og løsninger, stiller højere sikkerhedsmæssige krav til driften.

Moderniseringsstyrelsen er derfor i løbende dialog med både: Statens It, Finansministeriets interne revision og Rigsrevision om mulige forbedringstiltag, givet det aktuelle trusselsbillede og betinget af ny teknologi på området.

Aktuelle udfordringer

Moderniseringsstyrelsen er bekendt med, at der har været udfordringer ift. særligt logning i tilfælde af manglende funktionsadskillelse for tekniske brugere hos Statens It, men oplever samtidigt, at der er god dialog om løsninger og en fin fremdrift på området. 

I den sammenhæng er det dog vigtigt at nævne, at Statens It også før de nye tiltag er blevet iværksat, har benyttet mange andre tekniske muligheder for at spore de tekniske brugeres adfærd og digitale fodaftryk i systemerne.

Ingen låse uden låsesmede

Der er tale om et komplekst område, og Moderniseringsstyrelsen har, på samme måde som kunderne på løsningen, en stærk interesse i en effektiv drift af løsningen.

Derfor er der et løbende fokus på balanceret sikkerhed, der både sikrer, at medarbejdere hos Statens It kan udføre deres arbejde, og at dette sker på en sikker og forsvarlig måde. Dette uden at Moderniseringsstyrelsen, af sikkerhedsmæssige årsager, kan gå i detaljer med aktuelle tiltag.