Få overblik og styr på din økonomistyring

07-02-2019
Nyhed Økonomi Digitale løsninger

Nu bliver den daglige økonomistyring endnu lettere. Moderniseringsstyrelsen introducerer et nyt digitalt værktøj i Statens BI, der giver ledere i staten et godt visuelt overblik over økonomien og et bedre styringsgrundlag. Det er "nemt og intuitivt" siger en teamleder, der har været med til at teste værktøjet.

Holder vi det samlede budget?
Ligger udgifterne til løn på det forventede niveau?
Hvornår skal de næste fakturaer betales?

Det kan være svært at holde styr på det hele i forskellige systemer og store excel-ark, der ikke altid er helt opdaterede.

Derfor introducerer Moderniseringsstyrelsen nu et nyt digitalt værktøj, der giver ledere og økonomimedarbejdere i de statslige og selvejende institutioner et bedre dagligt samlet overblik over økonomien og et bedre styringsgrundlag. 

Der er tale om såkaldte digitale "standardrapporter" i Statens BI - LDV, som samler de vigtigste og opdaterede økonomidata fra de lokale institutioner og præsenterer dem på en visuel og overskuelig måde.   

Økonomistyring samlet ét sted

Det nye økonomistyringsværktøj har været pilottestet i en række udvalgte statslige institutioner. En af piloterne er Berit Storm Frøding, der i dag er økonomiteamleder i Den Danske Scenekunstskole.

Helt fra starten har vi haft et godt testmiljø, baseret på hverdagens erfaringer. Her har vi samarbejdet med Moderniseringsstyrelsen om at få udviklet et meget nemt og intuitivt værktøj, der samler alle informationerne om institutionernes økonomistyring ét sted, fortæller Berit Storm Frøding.

Systemet er meget visuelt med grafer og tabeller, der gør økonomien let at formidle til ledere og medarbejdere. Det består af nogle grundmoduler, så man som leder hurtigt kan komme i gang med en god ledelsesrapportering, men det kan sagtens tilpasses lokale behov og filtrere data helt ned på fakturaniveau, hvis man har brug for det, forklarer Berit Storm Frøding.

Tre forskellige udgaver

Rapporterne findes i tre forskellige udgaver, der er målrettet til henholdsvis direktioner, fagchefer og økonomimedarbejdere. Alle rapporter har dashboards og underliggende sider med grafer og tabeller, der samler de vigtigste parametre til økonomistyring inden for:

  • Budgetopfølgning
  • Fakturabehandling og indkøbscompliance
  • Lønopfølgning

Hent standardrapporterne til økonomistyring, hvor du læse mere om systemkravene og hvordan du kommer godt i gang