I orden med alderskriterie for forhøjet tjenestemandspension

28-01-2019
Nyhed HR Pension

Østre Landsret har i en dom den 25. januar slået fast, at det er helt i overensstemmelse med EU-retten at der er et alderskriterie for at udbetale forhøjet tjenestemandspension.

HK stævnede i 2017 Moderniseringsstyrelsen, fordi styrelsen i 2015 afviste at udbetale en forhøjet tjenestemandspension til et kvindeligt medlem af fagforeningen, fordi hun ikke var berettiget til pensionen ifølge alderskriteriet i tjenestemandspensionslovens § 7, stk. 1.

HK mente, at der var tale om aldersdiskriminerende forskelsbehandling, der strider mod EU-retten.

Nu har Østre Landsret imidlertid slået fast, at bestemmelsen er aldersdiskriminerende, men at den i denne sammenhæng ikke strider mod det EU-retlige forbud mod diskrimination på grund af alder. Alderskriteriet er nemlig berettiget, fordi der er tale om adgangen til en ’erhvervstilknyttet social sikringsordning’.

”Vi er tilfredse med, at Landsretten har afsagt en dom, hvor det bliver slået fast, at alderskriteriet i tjenestemandspensionslovens § 7, stk. 1, ikke er i strid med EU-rettens forbud mod forskelsbehandling på grund af alder”, siger vicedirektør i Moderniseringsstyrelsen, Linda Nordstrøm Nissen.

Den forhøjede tjenestemandspension (også kaldet kvalificeret svagelighedspension) udbetales kun til tjenestemænd, hvis de bliver syge og fratræder, før de når pensionsudbetalingsalderen med en erhvervsevne, der er nedsat til en 1/3 eller derunder.

”Bestemmelsen er primært indført for sikre yngre tjenestemænd økonomisk, hvis de bliver alvorligt syge, lang tid før de når pensionsudbetalingsalderen. Ældre tjenestemænd er nemlig typisk bedre sikret gennem en lang pensionsopsparing, efterløn og folkepension”, forklarer Linda Nordstrøm Nissen.

Læs udskrift af dommen fra Østre Landsret afsagt 25. januar.