Statens lønsystem i udbud til 375 millioner

15-07-2019
Digitale løsninger

Statens Lønløsning, der udbetaler løn til 160.000 ansatte, er nu i udbud til en samlet sum på 375 millioner kroner. Udbuddet omfatter både fortsat sikker drift og videreudvikling mod en fremtidssikret platform.

Hver måned får omkring 160.000 ansatte i staten og 165.000 pensionerede tjenestemænd udbetalt den rigtige løn og pension til tiden. Sådan skal det blive ved med at være - også om 10 år.

Derfor genudbyder Moderniseringsstyrelsen nu drift, vedligeholdelse og videreudvikling af Statens Lønløsning (SLS). Målet er at opnå en sikker og stabil drift og samtidig videreudvikle løsningen, så den er fremtidssikker. Der er tale om en samlet kontraktsum inkl. optioner på 375 millioner kroner.

Vi kan sagtens fortsætte med at håndtere løn- og pensionsudbetalingerne på den nuværende platform, men vi vil imidlertid gerne påbegynde transformationen af systemet til en teknologisk bæredygtig platform, der fortsat er meget driftssikker, men vi vil også med tiden bedre kunne videreudvikle løsningen til nye behov.
Kjeld Speiermann-Vognsen, kontorchef for Løn og HR-systemer i Moderniseringsstyrelsen.

Bredt funderet udbud

Vi har, efter en god dialog med markedet, bestræbt os på at lave et så bredt funderet udbudsmateriale som muligt, så mange it-leverandører kan byde på opgaven, og vi kan få en god og sund konkurrence.
Kjeld Speiermann-Vognsen.     

Fristen for at ansøge om at blive prækvalificeret er den 30. august 2019. Herefter udvælger Moderniseringsstyrelsen op til fire ansøgere, der kan afgive tilbud.
Fristen for det endelige forhandlingstilbud er den 28. februar 2020, og kontrakten bliver indgået for en maksimal otteårig periode fra april 2020.