HR-system på vej til yderligere 24 institutioner

29-01-2020
Digitale løsninger

Sidste år tog HR-afdelingerne i 26 statslige institutioner det nye HR-system i brug. I næste måned går yderligere 24 institutioner i gang med at forberede implementeringen af Statens HR. Opstartsmødet for anden bølge er den 24. marts, hvor de første pilot-institutioner vil dele erfaringer med de nye.

""

DMI, Energistyrelsen, Arkitektskolen i Aarhus og Styrelsen for Undervisning og Kvalitet er blandt de 24 statslige institutioner fra fire ministerområder, som inden for det næste år vil være klar til at tage det nye HR-system i brug.

Statens HR er et fællesstatsligt administrativt system, der digitaliserer en række hidtil manuelle opgaver og giver et bedre og mere brugervenligt overblik for ledelsen og HR-afdelingerne ude lokalt, fordi alle data om organisationen og dens medarbejdere bliver samlet ét sted.

Sidste år tog 26 institutioner HR-systemets kerneløsning i brug, og nu er nogle af disse pilot-institutioner klar til at dele deres erfaringer med implementeringen med de næste institutioner i anden bølge. Det sker tirsdag den 24. marts, hvor Moderniseringsstyrelsens direktør Poul Taankvist inviterer til et opstartsmøde for alle de 24 institutioner fra fire ministerområder, der er med i anden implementeringsbølge.

Når de 24 institutioner om et år har taget det fælles HR-system i brug, vil i alt 50 ud af omkring 120 institutioner fra 11 ministerområder anvende Statens HR.