Driftsbevilling

Læs nærmere om opstilling af anmærkninger til driftsbevillinger.

Anmærkningerne på hovedkontoen indledes med en beskrivelse af formålet med bevillingen og dens anvendelse. Denne beskrivelse skal have overskriften "hovedformål og lovgrundlag og indeholde oplysninger om hvilke driftsaktiviteter, der finansieres af bevillingerne på kontoen, samt i øvrigt oplysninger om lovgrundlag, særlige hjemler mv.
 
Anmærkningerne til en driftsbevilling skal herudover indeholde følgende oversigter om ressourceforbrug:

  • Budgetoversigt
  • Reservationsoversigt
  • Hovedformål og lovgrundlag
  • Særlige bevillingsbestemmelser       
  • Opgaver og mål
  • Specifikation af udgifter pr. opgave
  • Specifikation af indtægter
  • Personale
  • Finansieringsoversigt
  • Investeringsskema

Beskrivelsen af indholdet af de enkelte oversigter er nærmere gennemgået under Oplysninger om ressourceforbrug

Budgetteringsforudsætninger

For driftsbevillinger med væsentlige indtægter, skal der i anmærkningerne redegøres for de forudsætninger, der ligger til grund for budgettets udarbejdelse. Formålet hermed er bl.a. at sikre, at institutionerne dokumenterer grundlaget for deres indtægter, samt redegør for hvorvidt der ved budgetteringen er indregnet provenu af takstforhøjelser. Endelig skal institutionerne anføre væsentlige ændringer i arbejdsopgaverne i forhold til sidste års finanslov.

Særligt om indtægtsdækket virksomhed og tilskudsfinansierede aktiviteter

For driftsbevillinger er der autoriseret følgende anvendelse af underkonti i finanslovsforslaget:

Underkonto 90.-94. Indtægtsdækket virksomhed
Underkonto 95.-96. Tilskudsfinansieret forskningsvirksomhed
Underkonto 97.-98. Andre tilskudsfinansierede aktiviteter.

Institutioner, der udfører indtægtsdækket virksomhed eller tilskudsfinansierede aktiviteter har således mulighed for at opdele aktiviteten på flere underkonti, men underkonto 90. respektive 95. eller 97. skal altid anvendes til én af virksomhederne.

I finanslovforslagets anmærkninger redegøres for aktiviteterne under de pågældende underkonti for henholdsvis indtægtsdækket virksomhed og for tilskudsfinansierede aktiviteter.

Der angives aktiviteternes art, forventede omfang og afgrænsning overfor institutionens øvrige opgaver.

Til de forventede udgifter medregnes de direkte udgifter, samt den indtægtsdækkede virksomheds andel af institutionens fællesudgifter, jf. vejledningen om prisfastsættelse.

For så vidt angår lønudgiften for personale, der både medgår ved ordinær virksomhed og indtægtsdækket virksomhed/tilskudsfinansierede aktiviteter, kan lønudgiften beregnes som gennemsnitslønnen for personalekategorien, hvortil medarbejderen kan henføres. Dette gælder imidlertid kun i de tilfælde, hvor den faktiske lønudgift ikke kendes eller meget vanskeligt lader sig opgøre.

På finanslovforslaget budgetteres indtægtsdækket virksomhed og tilskudsfinansierede aktiviteter i balance (dvs. indtægter=udgifter), således at udgifterne opgøres som de forventede udgifter tillagt den forventede anvendelse af indtægter i øvrigt. Budgetteringen skal ske således, at den udtrykker den planlagte aktivitet. Udgangspunktet vil således være, at indtægterne budgetteres som værende lig udgifterne.

For indtægtsdækket virksomhed angives endvidere det budgetterede dækningsbidrag (omsætning fratrukket direkte omkostninger), både i kroner og i procent af den budgetterede samlede omsætning i året.

For tilskudsfinansieret forskningsvirksomhed opstilles endvidere en oversigt, hvori de budgetterede/modtagne tilskud specificeres. Det er kun de tilskud til projekter, hvor tilsagn allerede er modtaget, og projektet dermed er igangsat, som skal specificeres på tilskudsgiver. Forventninger om yderligere (nye) tilskud angives samlet, uden opdeling på tilskudsgivere.

Til statslige fonds- og programmidler henregnes tilskud, som udloddes fra puljer, programmer, fonde eller lignende, hvortil bevillingen gives andetsteds på finansloven. Endvidere skal også tilskud fra Grundforskningsfonden opføres som statslige fonds- og programmidler.

Det forventede personaleforbrug for hver enkelt underkonto med henholdsvis indtægtsdækket virksomhed eller tilskudsfinansierede aktiviteter skal fremgå af personaleoplysningsskemaet for hovedkontoen.

I det forventede personaleforbrug indregnes tillige den anvendelse af tjenestemænd eller tjenestemandslignende personale, der efter reglerne kan udlånes fra den ordinære aktivitet.