Indledende anmærkninger til en paragraf

Læs nærmere om opstillingen af de indledende anmærkninger til en paragraf.

Anmærkningerne indledes for hver paragraf med en kort beskrivelse af ministeriets overordnede opgaver og hovedtal.

I tilknytning hertil vises en oversigt over ministeriets flerårsbudget. Denne oversigt giver et overblik over, hvilke overordnede formål og større udgiftsordninger ministeriet varetager.

Oversigten svarer til finanslovtekstens bevillingsoversigt, med følgende forskelle: Oversigten er flerårig, indeholder alene nettotal og er opdelt i udgiftsbudget og indtægtsbudget og anlægsbudget.

Derefter skal der altid i kortfattet form redegøres for følgende forhold:

  • Ministeriets organisation
  • Hovedkontienes placering i forhold til det statslige udgiftsloft 
  • Ressortændringer, opgaveomlægninger inden for ministeriet, privatiseringer og lignende forhold, som påvirker udgiftsforløbene i den viste periode

Endelig vises en artsoversigt, der svarer til artsoversigten i finanslovforslagets tekst, men også omfatter R-, B- og BO-år, samt særlige oversigter vedrørende kontering af anlægsudgifter, investeringstilskud og udlån.

Artsoversigten indeholder en oplistning efter 5 overskrifter underopdelt på udgifter og indtægter:

  • Driftsposter
  • Interne statslige overførsler
  • Øvrige overførsler
  • Finansielle poster
  • Kapitalposter