Udgiftslofter

Budgetvejledningen, punkt 1.2.2

For at leve op til budgetlovens regel om budgetbalance er indført et nyt udgiftspolitisk styringssystem med udgiftslofter for henholdsvis stat, kommuner og regioner (budgetlovens kapitel 3).

Udgiftslofterne udgør en øvre grænse for de årlige udgifter på de loftsbelagte områder. Det statslige udgiftsloft er delt op i et delloft for driftsudgifter og et delloft for indkomstoverførsler (budgetlovens § 9).

Det statslige delloft for driftsudgifter fastsætter en øvre grænse for de statslige nettodriftsudgifter, udgifter til tilskud m.v. og udgifter til overførsler til udlandet i finansåret. Herunder er bl.a. omfattet tilskud til drift af selvejende institutioner.

Det statslige delloft for driftsudgifter omfatter ikke driftsudgifter til kongehuset og Folketinget, lovbundne driftsudgifter i forbindelse med beskæftigelsesindsatsen, udgifter til kommunal og regional momsrefusion, udgifter til bloktilskud, budgetgaranti, beskæftigelsestilskud og tilknyttede puljer og tilskud til kommuner samt bloktilskud og tilknyttede puljer og tilskud til regioner.

Det statslige delloft for indkomstoverførsler fastsætter en øvre grænse for de statslige udgifter i finansåret til indkomstoverførsler m.v., herunder lovbundne driftsudgifter i forbindelse med beskæftigelsesindsatsen.

Det statslige delloft for indkomstoverførsler omfatter ikke udgifter til ledighedsrelaterede indkomstoverførsler mv., herunder løntilskud og lovbundne driftsudgifter ved aktivering af modtagere af ledighedsrelaterede indkomstoverførsler.

For en nærmere beskrivelse af afgrænsningerne henvises til budgetloven.

Endvidere fremgår en komplet liste over hovedkonti omfattet af henholdsvis det statslige delloft for driftsudgifter og det statslige delloft for indkomstoverførsler på fm.dk.