Forudgående hjemmel

Budgetvejledningen, punkt 2.2.2

Den bevillingsmæssige hjemmel skal foreligge forud for gennemførelsen af en disposition.

Da det tilsigtes at gøre finansloven til et fuldstændigt budget for statens indtægter og udgifter i finansåret, er det hovedreglen, at den forudgående bevillingsmæssige hjemmel for en disposition tilvejebringes ved bevilling på finansloven.

I en række tilfælde vil der imidlertid i finansårets løb være behov for at gennemføre dispositioner, der ikke har været forudset eller har kunnet forudses under udarbejdelsen af finanslovforslaget. Ny bevillingsmæssig hjemmel må i så fald tilvejebringes inden dispositionens gennemførelse, jf. punkt 3.3 Tilvejebringelse af ny bevillingsmæssig hjemmel i løbet af finansåret.

I visse tilfælde vil der dog være hjemmel til umiddelbart at gennemføre sådanne dispositioner, jf. punkt 3.2 Nye eller ændrede dispositioner, hvor hjemmel er givet.