Periodisering efter omkostningsprincipper

Budgetvejledningen, punkt 2.2.4.1

Bestemmelserne om periodisering efter omkostningsprincipper gælder for bevillinger af typen driftsbevilling og statsvirksomhed.

En udgift anses for afholdt, og indgår dermed i bevillings- og regnskabstallene, i takt med at en vare, ydelse eller anden ressource forbruges.

Forbrug registreres efter følgende retningslinier:

  • For varer og ydelser sker registreringen ved leveringen eller arbejdets udførelse.
  • For varer, hvor der føres separat lager, registreres forbruget i takt med ændringen i lagret.
  • For materielle og immaterielle aktiver registreres forbruget i takt med afskrivning eller nedskrivning.
  • For forpligtelser, der ikke vedrører levering af varer og ydelser, registreres en hensættelse eller kortfristet gældspost, når en forpligtende begivenhed er indtruffet og forpligtelsen er sandsynlig og kan opgøres. Der vil senere kunne forekomme reguleringer.

Bevillingen skal således kunne dække forbrug af varer og ydelser, afskrivninger på anlægsaktiver og fremtidige forpligtigelser.

Ved offentligt-privat samarbejde kan der være tale om en særlig periodisering, jf. punkt 2.4.11 Offentlig-Privat Partnerskab og ØAV.

En indtægt anses for modtaget, når en leverance fra staten af varer eller ydelser har fundet sted, og staten har erhvervet en juridisk ret til at modtage betaling for den leverede vare eller ydelse.

I tilfælde, hvor indtægter ikke hidrører fra levering af varer eller ydelser (fx renteindtægter), skal indregningen ske, så snart beløbet kan endeligt opgøres og senest på betalings-tidspunktet.

Projektindtægter mv., hvis retmæssige modtagelse forudsætter gennemførelse af en nærmere specificeret aktivitet, indtægtsføres i takt med udgiftsafholdelsen i denne aktivitet.

Indtægter, der indregnes i takt med udgiftsafholdelsen, indregnes til salgsværdien af det udførte arbejde på basis af en færdiggørelsesgrad.