Selvforsikringsudgifter

Budgetvejledningen, punkt 2.4.4

Der er adgang til umiddelbart at afholde uforudselige udgifter, der skyldes brand, tyveri, hærværk eller anden skade på bygninger, løsøre mv., hvor der som følge af statens selvforsikringsordning ikke er tegnet forsikring, jf. punkt 2.2.17 Selvforsikring. Der kan herunder afholdes nødvendige mindre udgifter til at afhjælpende foranstaltninger med henblik på at begrænse skadens omfang. Udgifterne afholdes som udgangspunkt inden for den pågældende bevilling.

Kan udgifterne ikke afholdes inden for den pågældende bevilling, er der adgang til overførsel fra en anden hovedkonto inden for ministerområdet. 

Ved mere omfattende skader med væsentlige merudgifter, skal Finansministeriet orienteres på det tidligst mulige tidspunkt med forslag til finansiering inden for ministerområdet, jf. punkt 3.1.1.1 Særligt om bevillinger under delloftet for driftsudgifter.

Er der tale om totalskade, eller er skaden så omfattende, at der kan opstå spørgsmål om væsentlige ændringer af bygninger eller anlæg eller driften heraf, kan der kun disponeres med særskilt forudgående tilslutning fra Finansudvalget.