Finansministeriets stillingskontrol

Budgetvejledningen, punkt 2.5.3

2.5.3.1 Stillingskontrollens omfang

Finansministeriets stillingskontrol indebærer, at oprettelse af visse stillinger skal godkendes af Finansministeriet.

Stillingskontrollen omfatter:

  • Tjenestemandsstillinger eller tjenestemandslignende stillinger klassificeret i lønrammerne 37 og derover.
  • Overenskomststillinger klassificeret i lønramme 37 og derover, bortset fra professorer i lønramme 37 på området under Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling.
  • Stillinger i gruppe 1-4 i Rammeaftale for kontraktansættelse af chefer i staten.
  • Stillinger på individuelle lønvilkår, der er henført til lønramme 37 eller derover jf. punkt 2.5.4 Personalesammensætning og ansættelsesformer.

Rammeaftale for kontraktansættelse af chefer i staten er et nyt cheflønsystem som omfatter administrative stillinger i departementer, styrelser og direktorater, der hidtil ville være blevet klassificeret i lønramme 37-40 (afgrænset i aftalens bilag 1). Med rammeaftalen placeres stillingerne i gruppe 1 til og med gruppe 4. For nærmere beskrivelse af indhold og omfang henvises til Finansministeriets cirkulære om Rammeaftale for kontraktansættelse af chefer i staten.