Oprettelse og klassificering af stillinger

Budgetvejledningen, punkt 2.5.3.2

Anmodning om oprettelse af nye stillinger samt forlængelser af midlertidige stillinger i lønramme 37 og derover eller i rammeaftalens løngruppe 1-4 skal sendes til Finansministeriet til godkendelse.

Der skal ved alle anmodninger anvendes et særligt skema, som kan findes på Moderniseringsstyrelsens hjemmeside (www.modst.dk).

I skemaet anføres bl.a. følgende oplysninger til brug for behandling af forslaget:

  • Udviklingen i arbejdsopgaver, som begrunder ansøgningen
  • Hvordan og hvor opgaverne evt. hidtil er blevet varetaget
  • Organisationsbeskrivelse for hele virksomheden hidtil og efter ansøgningen
  • Oplysninger om status for eventuelle ledige stillinger i henhold til Finansministeriets stillingsregister
  • Placering i organisationsstrukturen
  • Funktions- eller stillingsbeskrivelse
  • Forslag til stillingsbetegnelse og lønramme

Behandlingen af anmodninger sker to gange årligt - i forbindelse med forslag til finansloven samt i forbindelse med ændringsforslag til finansloven.

Ønsker et ministerium at anmode om oprettelse af en stilling uden for disse terminer, skal ministeriet begrunde, hvorfor anmodningen ikke kan vente til næste ordinære ansøgningsrunde.

Når stillingsoprettelsen er godkendt af Finansministeriet, skal lønnen fastsættes.

For stillinger i lønramme 37 eller derover i institutioner, der ikke er omfattet af rammeaftalen og stillinger i gruppe 3 og 4 i institutioner, der er omfattet af rammeaftalen, fastsættes lønrammelønnen eller grundlønnen ved klassificering i Finansministeriet.

For stillinger i gruppe 1 eller 2 i institutioner, der er omfattet af rammeaftalen, aftales grundlønnen mellem ansættelsesmyndigheden og den enkelte ansatte efter rammeaftalens regler.

Finansministeriet fører en oversigt over godkendte stillinger i lønramme 37/gruppe 1 og derover, der efter ovenstående regler er oprettet under de enkelte ministerier. Hver oprettet stilling er i registeret anført med stillingsnummer, der meddeles af Finansministeriet. Dette nummer skal anvendes ved anvisning af løn til stillingsindehaveren, idet stillingen ellers vil fremstå i registeret som ubesat. Et ubesat stillingsnummer skal nedlægges med mindre det planlægges genbesat.

Ønskes en eksisterende stilling anvendt til et nyt formål inden for ministerområdet, gælder følgende:

  • For stillinger i lønramme 37 eller derover, der ikke er omfattet af rammeaftalen og stillinger i løngruppe 3 og 4, der er omfattet af rammeaftalen, skal der foretages fornyet klassificering i Finansministeriet.
  • For stillinger i gruppe 1 og 2, der er omfattet af rammeaftalen, foretages ikke fornyet klassificering. Lønfastsættelse sker mellem ansættelsesmyndigheden og den enkelte ansatte efter rammeaftalens regler.
  • En eksisterende stilling i lønramme 37/gruppe 1 eller derover kan altid anvendes i en lavere lønramme.

De enkelte ministerier har ansvaret for at meddele Finansministeriet eventuelle ændringer såsom omklassificeringer eller stillingsnedlæggelser, således at registeret til enhver tid udviser et retvisende billede af stillingsnormeringen. Der henvises i øvrigt til Finansministeriets vejledning om stillingsnummer og stillingsregister.