Personalesammensætning og ansættelsesformer

Budgetvejledningen, punkt 2.5.4

Den disponerende administrative ledelse fastlægger personalesammensætningen inden for rammerne af et eventuelt lønsumsloft og det godkendte antal stillinger.

For at sikre opfyldelsen af særlige formål, hvortil en bevilling måtte være givet, kan Finansministeriet bestemme, at der inden for givne bevillinger er pligt til at opretholde bestemte normeringer, som ikke må ændres til andre kategorier af personale eller friholdes. Dette kan fx gælde lære-, elev- og praktikstillinger. 

I Finanslovens anmærkninger optages oplysninger om ministeriers og styrelsers samlede personaleforbrug opgjort i årsværk. Retningslinjerne for udarbejdelsen af disse opgørelser findes i ØAV. 

Det påhviler ministerierne at sikre, at der opretholdes den fornødne personalemæssige fleksibilitet under hensyntagen til:

  • Den mulige udvikling i opgavernes art og de heraf følgende krav til personalesammensætningen
  • Den forventede udvikling i lønsumsloftet som angivet i finanslovens anmærkninger
  • Den forventede naturlige afgang og den mulige tilbagevenden af medarbejdere på orlov

Overenskomstansatte, tjenestemænd og andre personalegrupper ansættes på løn- og ansættelsesvilkår, der er fastsat af Finansministeriet eller af de enkelte ministerier og styrelser efter bemyndigelse fra Finansministeriet.

Reglerne om anvendelse af ansættelsesformer fastsættes af Finansministeriet. Ansættelse som tjenestemand kan ske i det omfang, det er fastsat i Finansministeriets cirkulære om anvendelse af tjenestemandsansættelse i staten og folkekirken. I øvrigt an-vendes overenskomstansættelse i det omfang, området er overenskomstdækket.

Ved ansættelse på individuelle lønvilkår skal løn- og ansættelsesvilkår godkendes af Finansministeriet, hvis den samlede løn svarer til eller overstiger lønnen for en tjenestemandsstilling i lønramme 37. Henføring til lønramme foretages af Finansministeriet i forbindelse med godkendelsen.