Statsfinansierede selvejende institutioners disponering af modtagne tilskud

Budgetvejledningen, punkt 2.11.5

2.11.5 Statsfinansierede selvejende institutioners disponering af modtagne tilskud

En statsfinansieret selvejende institution disponerer frit inden for sit formål ved anvendelse af de statslige tilskud og øvrige indtægter under ét, herunder til produktion af kerneydelser, administration, ledelse, it mv.

En statsfinansieret selvejende institution aflægger regnskab efter omkostningsbaserede principper og følger statens generelle regnskabsregler.

Visse selvejende institutioner kan have mulighed for at anvende centralt koordinerede aftaler. De nærmere betingelser herfor fremgår i givet fald af de pågældende aftaler, jf. punkt. 2.4.13 Indkøb.

2.11.5.1 Særligt om indtægter

En statsfinansieret selvejende institutions indtægter fremgår af institutionens budget og regnskab og budgetteres ikke på finansloven.

En statsfinansieret selvejende institution kan modtage tilskud fra staten samt modtage øvrige indtægter, herunder gennemføre aktiviteter efter reglerne i punkt 2.6.8 Indtægtsdækket virksomhed, punkt 2.6.9 Tilskudsfinansierede aktiviteter og punkt 2.6.10 Tilskudsfinansierede forskningsaktiviteter.

En statsfinansieret selvejende institution skal indhente forudgående tilslutning fra ressortministeriet ved større gaver eller ved gaver hvortil der er knyttet særlige vilkår, jf. punkt 2.3.5 Modtagelse af gaver.

2.11.5.2 Videreførsel

En statsfinansieret selvejende institution kan frit videreføre over- eller underskud til anvendelse inden for institutionens formål i følgende regnskabsår. Eventuelle over- eller underskud i forhold til institutionens omkostninger indgår i institutionens egenkapital. Staten hæfter ikke for underskud i en statsfinansieret selvejende institution.

2.11.5.3 Bygningsmæssige forhold

Såfremt en statsfinansieret selvejende institution selv ejer de bygninger, der udgør den fysiske ramme om institutionens opgavevaretagelse, er den forpligtet til at vedligeholde bygningerne på et forsvarligt niveau i overensstemmelse med en af bestyrelsen godkendt flerårig plan og til at sikre en forsvarlig standard af udstyr mv. til de tilskudsberettigede aktiviteter.

En statsfinansieret selvejende institution kan indgå huslejekontrakt med Bygningsstyrelsen, en kommune, en (statsfinansieret) selvejende institution eller en privat udlejer. Bygningsstyrelsen kan ikke opsige statsfinansierede selvejende institutioner, der er kunder hos Bygningsstyrelsen.

Ved indgåelse af huslejekontrakt med en af ovennævnte udlejere, hvor huslejekontrakten indeholder uopsigelighed for lejer, og lejeforpligtelsen opgjort for hele uopsigelighedsperioden under ét udgør 60 mio. kr. eller derover, skal indgåelsen af huslejekontrakt forelægges for Finansudvalget.

Indgåelse af lejemål med uopsigelighed på 10 år eller mere og hvor den samlede forpligtelse for en statsfinansieret selvejende institution opgjort for hele uopsigelighedsperioden under ét udgør 30 mio.kr. eller derover, samt indgåelse af lejemål hvortil der er knyttet usædvanlige byrdefulde vilkår, kræver Finansudvalgets tilslutning.

2.11.5.4 Bygge- og anlægsprojekter

En statsfinansieret selvejende institution kan iværksætte materielle bygge- og anlægsprojekter, hvis det enkelte projekts totaludgift udgør under 60 mio. kr. Iværksættelse af bygge- og anlægsprojekter med en totaludgift på 60 mio. kr. eller derover forudsætter Finansudvalgets tilslutning. Forelæggelse for Finansudvalget sker, når projektforslaget er afklaret.

Såfremt der i forbindelse med investeringer i materielle anlægsaktiver fastsættes en levetid, der afviger fra de af Moderniseringsstyrelsen fastsatte økonomiske levetider, kræver dette Moderniseringsstyrelsens godkendelse forud for iværksættelse af investeringen.

Hvis et bygge- eller anlægsprojekt er iværksat uden forelæggelse for Finansudvalget, og den samlede totaludgift efter iværksættelsen viser sig at overskride 60 mio. kr., orienteres Finansudvalget.

2.11.5.5 It-projekter

En statsfinansieret selvejende institution kan iværksætte it-projekter, jf. punkt 2.2.18 It-projekter, hvis den samlede budgetterede udgift til anskaffelse og udvikling, inkl. internt ressourceforbrug, udgør under 60 mio. kr.

Iværksættelse af it-projekter, hvor den samlede budgetterede udgift til anskaffelse og udvikling inkl. internt ressourceforbrug, udgør 60 mio. kr. eller derover, forudsætter anvendelse af den fællesstatslige it-projektmodel, jf. punkt 2.2.18.1 Fælles projektmodel for alle it-projekter.

Iværksættelse af it-projekter, hvor den samlede budgetterede udgift til analyse, anskaffelse og udvikling, herunder internt ressourceforbrug, udgør 60 mio. kr. eller derover, forudsætter herudover høring i it-projektrådet, jf. proceduren beskrevet i punkt 2.2.18.2 It-projekter med samlede omkostninger over 10 mio. kr, og forelæggelse for Finansudvalget, jf. punkt 2.2.18.3 It-projekter med samlede omkostninger over 60 mio. kr.

Hvis et igangværende it-projekt overskrider grænsen på 60 mio. kr., skal projektet behandles i statens it-projektråd og forelægges Finansudvalget, inden det føres videre. Forelæggelse skal ske snarest og senest 3 måneder efter, at institutionen blev bekendt med, at der vil ske en overskridelse.

For it-projekter med samlede udgifter over 60 mio. kr. indsendes hvert halve år en statusrapport til It-projektrådet baseret på de seneste oplysninger om projektet som er myndigheden bekendt. Når projektet afsluttes, afrapporteres ligeledes til It-projektrådet, og et år efter afslutning indsendes en gevinstrealiseringsrapport. It-projektrådet fastlægger kriterier for, hvilke data statsrapporteringen indeholder.

Regnskabsmæssig behandling af it-projekter, herunder fastsættelse af afskrivningsperiode, følger statens generelle regler, jf. punkt 2.2.18 It-projekter.

2.11.5.6 Ejendomskøb og -salg

En statsfinansieret selvejende institution er ikke omfattet af punkt 2.2.16 Salg af fast ejendom mv.

En statsfinansieret selvejende institution skal sælge fast ejendom efter offentligt udbud. Offentligt udbud kan kun undlades, hvor vægtige grunde taler herfor. Alle salg uden offentligt udbud skal godkendes af det pågældende ressortministerium.

I de tilfælde, hvor en ejendom sælges til varetagelse af samme formål hos en statsfinansieret selvejende institution af samme type, kan offentligt udbud undlades uden godkendelse af det pågældende ressortministerium.

Ved salg af fast ejendom fra en statsfinansieret selvejende institution til en anden statsfinansieret selvejende institution eller til en statslig institution skal salget ske til den bogførte værdi. Sker salget til en anden værdi end den bogførte værdi skal salget godkendes af det pågældende ressortministerium.

En statsfinansieret selvejende institutions køb af fast ejendom eller grunde forelægges for Finansudvalget, hvis købssummen udgør 60 mio. kr. eller derover.

2.11.5.7 Selvforsikring

En statsfinansieret selvejende institution er omfattet af statens selvforsikringsprincip, jf. punkt 2.2.17 Selvforsikring.

Statsfinansierede selvejende institutioner kan dog tegne bestyrelsesansvarsforsikring og kurssikringsaftaler i forbindelse med optagelse af realkreditlån.

Statsfinansierede selvejende institutioner kan endvidere tegne ulykkesforsikring for studerende indskrevet på institutionen svarende til ansattes dækning for ulykkestilfælde og skadelige påvirkninger efter lov om sikring mod følger af arbejdsskade.

En statsfinansieret selvejende institution skal tegne skadesforsikring for egne bygninger, hvis institutionen er undtaget fra selvforsikringsordningen.

2.11.5.8 Offentlig Selvforsikring

En statsfinansieret selvejende institution kan indgå OPP-aftaler efter reglerne i punkt 2.4.11 Offentlig-Privat Partnerskab.