Ejendomserhvervelse

Budgetvejledningen, punkt 2.8.4

2.8.4 Ejendomserhvervelse

Hvor der under anlægsbevillingen er afsat midler til ejendomserhvervelser, kan der disponeres i overensstemmelse med forudsætningerne i anmærkningerne.

Sker den enkelte erhvervelse ved ekspropriation, fastsættes erstatningsbeløbet af ekspropriationsmyndigheden.

Sker erhvervelsen ved køb eller mageskifte, fastsættes købsprisen i samråd med Skat.
I øvrigt indhentes en udtalelse fra Skat om købsprisens størrelse og vilkårene for handlen.

Der skal endvidere rettes henvendelse til Bygningsstyrelsen.

2.8.4.1 Konkrete ejendomserhvervelser

Ved bevilling til konkrete ejendomserhvervelser skal de nærmere vilkår være oplyst over for Folketinget. Dispositionen vil derfor som hovedregel skulle forelægges for Finansudvalget, medmindre købssummen udgør under 15 mio. kr.

Finder erhvervelse sted ved ekspropriation, kan det erstatningsbeløb, der fastsættes af ekspropriationsmyndigheden, afholdes, uanset om det bevilgede beløb herved overskrides. Merudgiften optages på forslag til lov om tillægsbevilling.
I andre tilfælde kan det bevilgede beløb kun overskrides i det omfang, bevillingen er udtryk for et skøn, fordi dele af købsprisen er anslået (omkostninger ved købet eller lignende).

2.8.4.2 Rådighedspuljer til ejendomserhvervelser

Er de angivne midler afsat som en rådighedspulje til ejendomserhvervelser, kan mid-lerne anvendes i overensstemmelse med forudsætningerne i anmærkningerne om formål, art og geografisk område for erhvervelserne.

Den i anmærkningerne angivne størrelse af rådighedspuljen kan ikke overskrides uden forudgående godkendelse fra Finansudvalget.