Egentlige bevillingsændringer

Budgetvejledningen, punkt 3.6.1

Ved gennemførelse af nye eller ændrede dispositioner kræves tillægsbevilling i alle tilfælde, hvor der er tale om egentlige ændringer af bevillingernes størrelse eller forudsætninger.

Det indebærer, at finansloven og tillægsbevillingsloven tilsammen viser den samlede bevilling, der er blevet stillet til rådighed i det pågældende finansår.

Statsregnskabet viser det forbrug, der har været på den pågældende hovedkonto. Af statsregnskabet vil således fremgå de afvigelser fra den vedtagne finanslov, som ikke kan anses for egentlige ændringer af bevillingerne.

På tillægsbevillingslovforslaget optages følgelig ikke afvigelser fra finansloven af nedenstående art:

  • Positiv og negativ videreførsel, hvor der adgang til sådan videreførsel.
  • Merudgifter, der modsvares af merindtægter på nettobevillinger, eller med hjemmel i anmærkningerne.
  • Afvigelser fra de budgetterede lovbundne udgifter, som følge af ændrede skøn.
  • Ikke-fradragsberettiget købsmoms.

Der udarbejdes hvert år forslag til tillægsbevillingslov, som først fremsættes og vedtages efter finansårets udløb, og som derfor i det væsentlige er en efterbevillingslov.