Kategorisering af tillægsbevillingslovforslaget

Budgetvejledningen, punkt 3.6.2

De egentlige ændringer af bevillingernes størrelse eller forudsætninger, som optages på tillægsbevillingslovforslaget, kategoriseres således:

1. Ny lovgivning

Finanslovens bevillingsparagraf (§45) hjemler, at der i finansåret kan disponeres på forventet efterbevilling med hensyn til udgifter og indtægter, der følger af ny lovgivning. Anvendelsen af bevillingsparagraffen forudsætter, at udgifternes og indtægternes størrelse eller beregningsgrundlag tydeligt fremgår af den pågældende lovgivning eller på anden måde har været oplyst Folketinget i forbindelse med behandlingen af lovforslagene. Bevillingsændringer, der således følger af vedtagne love, opføres under denne kategori.

2. Aktstykker

I tilfælde, hvor der i finansårets løb er søgt hjemmel til gennemførelsen af dispositioner (der ikke var hjemlet på finansloven) ved forelæggelse af aktstykke for Finansudvalget, skal de ansøgte bevillingsændringer opføres på tillægsbevillingslovforslaget under denne kategori. Kategorien anvendes endvidere i forbindelse med overførsel af beløb til og fra bloktilskudspuljen (§ 10.2).

4. Overførsel mellem ministerområder

Denne kategori omfatter både egentlige ressortomlægninger og andre bevillings-overførsler mellem ministerområder. Hvor der ved kgl. resolution sker overførsel af et område fra et ministerium til et andet i løbet af finansåret ændres bevillingskonteringen som udgangspunkt ikke. I visse tilfælde, fx ved opsplitning af en bevilling eller ved sammenlægning af to aktiviteter, hvor regnskabsmæssig adskillelse ikke er mulig, kan det være hensigtsmæssigt alligevel at flytte bevillingskonteringen. I sådanne tilfælde opføres bevillingsændringerne under denne kategori i tillægsbevillingslovforslaget. Bevillingsændringer, der optages under denne kategori, vil altid være modsvaret af en modsat rettet bevægelse under en anden paragraf.

5. Overførsel mellem hovedkonti

Denne kategori omfatter overførsler mellem hovedkonti inden for ministerområdet, herunder i forbindelse med organisationsomlægninger. Ved organisationsomlægninger forudsættes det, at bevillingen flyttes med den opgave til hvilket formål bevillingen er afsat. Bevillingsændringer, der optages under denne kategori, vil altid være modsvaret af en modsat rettet bevægelse andetsteds under ministerområdet. Denne type af transaktioner hører under kategori 9. Andre bevillingsforslag.

7. Dispositionsbegrænsninger

Denne kategorisering anvendes, hvor det er foreskrevet i cirkulære eller lignende fra Finansministeriet.

8. Direkte efterbevilling mv.

Kategorien omfatter bevillingsforslag, der optages på tillægsbevillingslovforslaget som direkte efterbevilling med særlig hjemmel i anmærkninger eller tekstanmærkning eller efter budgetvejledningen, dvs.:

9. Andre bevillingsforslag

Bevillingsændringer, som ikke er omfattet af kategorierne ovenfor, anføres under denne kategori, herunder bevillingsforslag, der optages med tilslutning fra Finansministeriet, jf. punkt 3.3.2 Mindre væsentlige dispositioner uden principiel betydning. Kategorien omfatter endvidere udmøntning af reserver og budgetreguleringer. Medmindre andet fremgår af en bevillings særlige bestemmelser, kræver reduktion af bevillinger ikke særlig hjemmel.

Kategori 3 og 6 anvendes ikke. Der henvises i øvrigt til ØAV.