Finansministeriets behandling af aktstykker

Som led i Finansministeriets budgetkoordination skal aktstykker inden fremsendelsen til Finansudvalget i udkast forelægges for Finansministeriet, jf. budgetvejledningens punkt 3.4.1 Den ministerielle behandling.

I budgetvejledningens punkt 3.5.6 Finansministeriets tilslutning er det i forlængelse heraf fastsat, at det i punkt f i aktstyk­ker skal angives, at Finansministeriets tilslutning foreligger.

Kravet om forelæggelse af bevillingsansøgninger for Finansministeriet inden forelæggelsen for Finansudvalget blev indført ved Statsministe­­riets cirkulære nr. 98 af 25. juni 1924 og har været opretholdt siden.

Formålet med kravet om inddragelse af Finansministeriet inden forelæggelsen var og er internt i regeringen at sikre finans- og udgiftspolitisk koordinering af regeringens forslag. Dette afspejles af, at det på visse områder, hvor statsfinansi­el­le og udgiftspolitiske synspunkter ikke skal gøres gældende, konkret er bestemt, at aktstykker ikke skal have Finans­mi­nisteriets tilslutning inden oversendelse til Finansudvalget. Det gælder blandt andet aktstykker om fordeling af tips- og lottomidler.

Det er tilsvarende formål, der ligger bag reglerne om forelæggelse for Statsministeriet, Finansministeriet og Indenrigs- og Sundhedsministeriet i Statsministeriets cirkulære nr. 159 af 16. september 1998 om bemærkninger til lovforslag og andre regeringsforslag og om fremgangsmåden ved udarbejdelse af lovforslag, redegørelser, administrative forskrifter mv.

Folketingets Finansudvalgs sekretariat giver med jævne mellemrum Finansministeriet oplysning om udvalgets mødeplan og fristerne for oversendelse af aktstykker til de enkelte møder. I Folketingets mødeperioder holder udvalget normalt møde hver uge. I sommerferieperioden holdes kun ganske få møder, og udvalget henstiller, at kun aktstykker af absolut hastende karakter oversendes i sommerferien. Finansministeriet offentliggør mødeplanen og fristerne for oversendelse af aktstykkeudkast til Finansministeriet under "Årets gang" i på forsiden af ØAV.

Fi­nansministeriets behandling af aktstykkeudkast omfatter følgende:

  1. Finansministeriet behandler som led i ministeriets budgetkoordinering aktstykker ud fra finans- og udgiftspolitiske synsvinkler. Formålet med denne del af behandlingen er at sikre koordinationen af og overholdelsen af regeringens finans- og udgiftspolitiske målsætninger. I den forbindelse indgår overvejelser og eventuelt uddybende spørgsmål til det pågældende ministerium om:
     
    • hensigtsmæssigheden af den ønskede disposition
    • rimeligheden af omkostningerne til den ønskede disposition,
    • behovet for kompenserende besparelser,
    • konsekvenserne for andre områder og
    • koordination af eventuelle reservetræk.

  2. Finansministeriet behandler endvidere aktstykker ud fra en budgetteknisk og bevillings­­retlig synsvinkel og påser, at forslagene er i overensstemmelse med gælden­de regler og i øvrigt formelt og teknisk er i orden og i øvrigt er forståelige. Ved gennemgangen søger Finansministeriet at sikre, at forslagene kan gennemføres inden for rammerne af de bevillingsretlige regler og de budgettekniske retningslinjer, herunder budgetvejledningen. Gennemgangen har endvidere til formål at sikre, at forskrifterne for den tekniske opbygning af aktstykker er overholdt.

  3. Finansministeriets muligheder for at stå inde for de materielle oplysninger på finans­lovforslag mv. er som udgangspunkt mere begrænsede. Finansloven og andre be­villingslove ­sammensættes og koordineres på grundlag af bidrag fra samtlige mi­nisterier og indeholder derfor oplysninger og beskrivelser, som Finansministeri­et ikke altid har mulighed for at kontrollere. Det er således de enkelte ministerier, der står inde for beskrivelsen af sagsforholdene i aktstykker. Finansministeriet vurderer i øvrigt, om dispositionen skal forelægges ved aktstykke, eller om dispositionen kan afvente bevilling på finansloven for det efterfølgende år. Uden for Tingets mødeperioder vurderes, om dispositionen er så hastende, at forelæggelse kan ske. 

Intensiteten af Finansministeriets behandling af aktstykker afhænger af den enkelte sags karakter, herunder om der er tale om indholdsmæssigt og/eller teknisk komplicerede sager, og af, om der er behov for drøftelser med det pågældende ministerium om finansiering o.l.

Kravet om forelæggelse af aktstykkeudkast inden oversendelsen til Finansudvalget udspringer, som det fremgår, af et regeringsinternt koordinationsbehov.

Forelæggelseskravet anses imidlertid også af Finansudvalget som en meget væsentlig procedureregel. I en sag, hvor et ministerium ved en procedurefejl var kommet til at sende et aktstykke i Finansudvalget uden forudgående forelæggelse for Finansministeriet, skrev Finansudvalgets formand den 4. februar 2004 blandt andet følgende til ministeren:

"Udvalget finder, at det er af afgørende betydning, at aktstykker, med mindre der findes udtrykkelig lovhjemmel til det modsatte, altid forelægges for Finansministeriet med henblik på bl.a. en teknisk og juridisk gennemgang samt for at sikre den overordnede udgiftspolitiske styring. Som det vil være bekendt fremgår det af Finansministeriets Budgetvejledning 2001, der er tiltrådt af Finansudvalget, pkt. 1.1.3., jf. pkt.3.5.6., at en sådan forelæggelse skal finde sted. Da denne meget væsentlige procedureregel ikke er overholdt, og da finansministeren tilmed har tilkendegivet, at ministeriet ville have haft indvendinger imod aktstykket af indholdsmæssig karakter, har Finansudvalget overvejet, om udvalgets tiltræden af aktstykket eventuelt kunne tilbagekaldes."

Om Finansministeriets ansvar og rolle ved Finansministeriets tilslutning til aktstykker henvises endvidere til Rigsrevisors udvidede notat af 15. februar 2006 til Statsrevisorerne.