Finansielle anlægsaktiver

Læs her om kontering af finansielle anlægsaktiver

Kontering af finansielle anlægsaktiver

Finansielle anlægsaktiver kan defineres som pengemæssige aktiver. Det kan være langsigtede tilgodehavender eller krav på en andel af kapital i en anden virksomhed. Finansielle anlægsaktiver er normalt bestemt for vedvarende eje med en løbetid på mindst ét år. Beholdningerne holdes normalt til de udløber.
 
Disse finansielle anlægsaktiver følger det udgiftsbaserede regnskabsprincip, hvilket indebærer at den likvide udbetaling for finansårets tilgang i anlægsaktivet betragtes som en udgift i statsregnskabet, mens den likvide indbetaling for finansårets afgang af anlægsaktivet betragtes som en indtægt i statsregnskabet.
 
Det udgiftsbaserede regnskabsprincip indebærer desuden, at der ikke foretaget løbende værdireguleringer på disse anlægsaktiver i form af op-/nedskrivninger eller kursreguleringer.
 
Finansielle anlægsaktiver eksisterer kun i få statslige institutioner. Det kræver særskilt hjemmel på finansloven at foretage udlån eller at anskaffe værdipapirer. Institutioner med overskydende likviditet må således ikke købe værdipapirer.
 
Selve administrationen af aktiverne kan være henlagt til en anden myndighed, men ejerskabet henhører under den institution, der bærer den økonomiske risiko i forhold til den pågældende aktivitet. Ofte overdrages udlån og værdipapirer til forvaltning i Moderniseringsstyrelsen, mens Statsgældsforvaltningen i Danmarks Nationalbank varetager forvaltningen og regnskabsføringen af emissionskurstab.
 
Overordnet sondres der mellem følgende typer af finansielle aktiver:
  • udlån og andre langfristede tilgodehavender
  • emissionskurstab (-gevinst) vedr. statsgælden
  • værdipapirer
Finansielle aktiver omfatter følgende standardkonti:
 
53. Statsforskrivninger 
54. Statslige udlån, tilgange 
55. Statslige udlån, afgange 
56. Emissionskurstab, tilgange 
57. Emissionskurstab, afgange 
58. Værdipapirer, tilgange 
59. Værdipapirer, afgange 
 
Der anvendes to standardkonti for hver gruppe af aktiver for at kunne adskille indtægter og udgifter ved budgetteringen på bevillingslovene. Som konsekvens heraf må man sammentælle to standardkonti for at opgøre værdien af disse aktiver i statens balance.