86 Langfristet gæld på SKB-konti

Læs her om kontering af langfristet gæld på SKB-konti

Kontering af langfristet gæld på SKB-konti

I banksystemet har institutionen én bankkonto, FF4, indeholdende den langfristede gæld. Ved kontering i forbindelse med den langfristede gæld anvendes tilsvarende én FF4 konto. Der anvendes således samme konto, uanset om der er tale om en forøgelse eller afdrag af gælden.

En del institutioner med igangværende projekter vedrørende byggeri eller udvikling af IT-systemer bliver desuden udstyret med en særlig FF6 SKB-bankkonto til brug for betalingerne af projektets udviklingsudgifter indtil projektet er færdigt, dvs. indtil byggeriet er taget i brug eller IT-systemet er sat i drift.

På standardkonto 86 ”Langfristet gæld på SKB-konti” konteres:

  • 86.21 SKB FF4 langfristet gæld
  • 86.41 SKB FF6 bygge og IT-kredit

Den langfristede gældskonto med finansieringsform 4 i Statens KoncernBetalingssystem (SKB FF4 langfristet gæld) anvendes til finansiering af institutionens langfristede anlægsaktiver, dvs. henholdsvis de materielle - og immaterielle anlægsaktiver.

Den langfristede gældskonto kan kun være i kredit, dvs. institutionen kan kun have udeståender på den langfristede gældskonto.

Når institutionerne gennemfører investeringer, optages en gæld ved at finansiere investeringen direkte på FF4-kontoen. Saldoen på kontoen skal derfor ændres i takt med, at institutionen forøger eller reducerer værdien af de materielle og immaterielle anlægsaktiver.

Hver gang institutionen foretager afskrivning på de materielle og immaterielle anlægsaktiver (på regnskabskontiene 50.x5 og 51.x5) ændres saldoen på anlægsaktiverne, og hver afskrivningskørsel vil derfor medføre, at der skal foretages en tilsvarende flytning af likviditet, som hæves på institutionens FF7 finansieringskonto og indsættes på kontoen for langfristet gæld FF4 for at skabe en sammenhæng mellem de foretagne afskrivninger og gældens størrelse.

Gælden på FF4-bankkontoen i SKB-systemet skal altid være lig med eller mindre end summen af anlægsaktiverne, og kontoen skal med udgangen af hvert kvartal afstemmes således, at summen af posterne er lig med anlægsaktivernes værdi.