Nationalejendom

Læs om reglerne for den regnskabsmæssige håndtering af nationalejendom.

Nationalejendom

Ved nationalejendom forstås unikke, bevaringsværdige og fredede bygninger af selvstændig kulturhistorisk værdi, hvor de bevarings- og dispositionsmæssige beføjelser eller restriktioner i relation til udførsel af anlægs- eller bygningsvedligeholdelse varetages af andre myndigheder end institutionen selv. Hvorvidt en ejendom klassificeres som nationalejendom afhænger dels af ejendommens karakter, dels af de dispositionsmæssige beføjelser den enkelte institution har i relation til selv at udføre bygnings- og vedligeholdelsesarbejder.

Nationalejendom betragtes ikke som en ressource for virksomheden, men snarere som et betroet aktiv, og værdiansættes til kr. 0 på balancen. Der foretages således heller ikke afskrivning på sådanne aktiver, da der ikke finder en traditionel værdiforringelse sted for sådanne aktiver. Regnskabsmæssigt skal nationalejendom registreres og det oplyses i noterne til årsrapporten, at institutionen besidder nationalejendom.

De ressourcer institutionen afholder over sin driftsbevilling til almindelig drift og vedligeholdelse af nationalejendom regnskabsføres efter registreringsprincipperne for driftsbevillinger.

Indregning af nationalejendom

Nationalejendom registreres på balancen. Indregning af nationalejendom sker på anskaffelsestidspunktet til kostpris og i forbindelse med årsafslutning foretages regulering til den særlige værdiansættelse.

Værdiansættelse af nationalejendom

Nationalejendom værdiansættes til 0 kr. Nationalejendom indregnes til kostpris på anskaffelsestidspunktet og reguleres i forbindelse med årsafslutningen til værdien 0 kr.

Traditionel værdiansættelse giver ikke mening i forbindelse med nationalejendom, da værdien har kulturhistorisk karakter. Derfor skal værdien af nationalejendom opgøres til nul på balancen. Trods dette skal nationalejendom registreres i anlægskartoteket for at synliggøre statens besiddelse af aktiver i denne kategori.

Registrering af nationalejendom i anlægskartoteket vil også bidrage til en mere ensartet håndtering af bl.a. statslige bygninger, uanset hvilken kategori de hører under. Den vil samtidig synliggøre tilgange og afgange i forbindelse med statslige bygninger uafhængig af, hvilken bevilling de finansieres af, og om hvorvidt de finansieres af donationer.

Kontering

Regnskabsmæssig registrering af nationalejendom sker på den relevante anlægskonto. I forbindelse med årsafslutning reguleres aktivet til værdien 0 kr. på særlige særlige anlægskonti med modpostering på konto 72.11 Reserveret egenkapital.

Læs mere om kontering af nationalejendom i relation til gangværende arbejder for egen regning i statens kontoplan

Læs mere om kontering af nationalejendom i relation til bygninger i statens kontoplan