Statens pengeforsyning

Læs om reglerne for statens pengeforsyning.

Statens pengeforsyning omhandler henholdsvis fremskaffelse af likvide midler til finansiering af statslige udbetalinger og placering af likvide midler forbundet med statslige indbetalinger.

Danmarks Nationalbank varetager som ”statens bank” en central rolle i relation til fremskaffelse/placering af likvide midler, idet penge til finansiering af statslige udbetalinger trækkes på statskonti i Nationalbanken, mens penge forbundet med statslige indbetalinger indsættes på statskonti i Nationalbanken.

For at mindske statens finansieringsbehov og dermed reducerer finansieringsomkostninger må det fordres, at statslige udbetalinger ikke finansieres ved træk på statskonti i Nationalbanken, før udbetalingerne finder sted. Omvendt skal likvide midler forbundet med statslige indbetalinger i videst muligt omfang indsættes på statskonti i Nationalbanken, når indbetalingerne er foretaget.

Alle ud- og indbetalinger, der formidles igennem Statens KoncernBetalinger (SKB)/Offentligt BetalingsSystem (OBS) til og fra omverdenen, dvs. til/fra borgere/virksomheder cleares automatisk via en særlig konto i Nationalbanken oprettet til Moderniseringsstyrelsen. Dette har medført, at Nationalbankens rolle som ”betalingsformidlende myndighed” for statsinstitutioner er reduceret væsentligt efter etablering af SKB/OBS-systemet.

Moderniseringsstyrelsen beslutter efter indstilling fra departementerne, hvilke statsinstitutioner der kan være kontoførende i Nationalbanken, dvs. have egen konto i Nationalbanken, samt hvilke vilkår der gælder for de pågældende konti. Moderniseringsstyrelsens overordnede mål er at få reduceret statskonti i Nationalbanken til færrest mulige, efter det SKB/OBS er etableret som selvstændig clearingdeltager på linje med de øvrige pengeinstitutter.

Institutioner, der ønsker at oprette eller lukke konti i Danmarks Nationalbank, skal via deres departement kontakte Moderniseringsstyrelsen og i forbindelse med oprettelse oplyse om formålet med kontoen.

Moderniseringsstyrelsen fastsætter vilkårene for nye konti i Nationalbanken, fx om:

  • Kontoens udsaldering (månedlig udsaldering til Finansministeries konto i Nationalbanken eller ej).
  • Trækningsretten til kontoen (ubegrænset eller begrænset trækningsret).
  • Kontoens forrentning (særskilt forrentning fra Finansministeriet eller ej).
  • Kontoen indgår i opgørelsen over statens forrentningsgrundlag i Nationalbanken.

Staten låner på de finansielle markeder til at dække finansieringsbehovet som følge af forfald af gæld og ved budgetunderskud. Målsætningerne for statsgældspolitikken er at dække statens finansieringsbehov til lavest mulige langsigtede låneomkostninger under hensyntagen til et acceptabelt risikoniveau. Denne opgave omtales ikke nærmere i denne sammenhæng, men der henvises til publikationen fra Nationalbanken om ”Statens låntagning og gæld”.

Det bemærkes, at Moderniseringsstyrelsen i forbindelse med institutionernes, regionernes og  kommunernes tilslutning til henholdsvis SKB og OBS tager stilling til hvilke vilkår, der gælder for de forskellige kontohaverne i SKB/OBS.
Endvidere er det fastsat, at likvide midler (kontante beholdninger og midler i private pengeinstitutter), som overstiger den fastsatte maksimale kassebeholdning, skal indbetales til konti i Danmarks Nationalbank.

Endelig er det fastsat, at statsinstitutioner, der forvalter aktiver, herunder likvide aktiver, der ikke er statslige, kan indsætte disse midler i et privat pengeinstitut i et åbent depot eller lignende.