Omkostningsprincippet

Læs om reglerne for anvendelse af omkostningsprincippet.

Omkostningsprincippet anvendes på det statslige område i relation til aktiviteter finansieret under bevillingstyperne driftsbevilling og statsvirksomhed. Omkostningsprincippet er endvidere det bogføringsprincip, der anvendes af de private virksomheder.

Omkostningsprincippet fokuserer på at opgøre ressourceforbruget og de skabte indtægter ved forskellige aktiviteter. Princippet er således velegnet til at vurdere udviklingen i fx produktivitet og effektivitet, men mindre egnet til f.eks. likviditetsstyring fordi der vil blive en større tidsmæssig forskydning mellem omkostningens udgiftsførsel og udbetaling.  

De omkostningsbaserede bogføringsprincipper betyder, at det er årets ressourceanvendelse, som registreres i regnskabet. Princippet har størst betydning for håndteringen af investeringer, idet det, der registreres i regnskabet som udgifter i forbindelse med investeringer er de afledte omkostninger i form af renter og afskrivninger i de år, hvor det anskaffede aktiv forbruges, og ikke investeringssummen i det år, hvor anskaffelsen finder sted.

Et regnskab baseret på omkostningsprincippet består af:

  • en balance, der viser hvad institutionen ejer eller har til gode (aktiver) og skylder væk (forpligtelser) ved periodens udgang, og
  • en resultatopgørelse, der viser periodens indtægter og forbrug relateret til de leverede ydelser og gennemførte aktiviteter i årets løb.

Der er en indbyrdes sammenhæng mellem balancen og resultatopgørelsen.  Således registreres fx en anskaffelse af en ny maskine først i balancen som noget institutionen ejer (et aktiv). Den efterfølgende brug af maskinen registreres som en afskrivning (slid) i resultatopgørelsen og en tilsvarende nedskrivning af maskinens værdi i balancen.