Sikkerhedsinstruks

Læs om reglerne for udarbejdelse af sikkerhedsinstrukser.

Institutioner, som selv har systemansvaret for Navision Stat, er ansvarlige for tilrettelæggelsen af de sikkerhedsmæssige forhold omkring driften af Navision Stat. Disse institutioner skal derfor udarbejde en særskilt sikkerhedsinstruks, der beskriver, hvorledes institutionens sikkerhedspolitik er tilrettelagt. Sikkerhedsinstruksen skal indledes med en kort beskrivelse af instruksens formål og tage højde for DS 484.

Da de sikkerhedsmæssige forhold vedrørende anvendelsen af Navision Stat beskrives i sikkerhedsinstruksen, kan beskrivelsen i regnskabsinstruksen begrænses til en overordnet beskrivelse af institutionens anvendelse af Navision Stat.

Sikkerhedsinstruksen udarbejdes i overensstemmelse med Moderniseringsstyrelsens vejledning herom.

Find vejledninger til Navision Stat

For de systemer, hvor systemansvaret og driften er overgået til Moderniseringsstyrelsen, skal institutionen for de områder, som institutionen ikke selv har indflydelse på, henvise til Moderniseringsstyrelsen.

I ovennævnte vejledning er angivet de områder, hvor institutionen kan henvise til Moderniseringsstyrelsen. I den udstrækning institutionen har opkoblet finansielle hjælpesystemer til Navision Stat, skal dette endvidere fremgå af instruksen.

Institutioner, der anvender andre betalings- og lønsystemer end de af Moderniseringsstyrelsen administrerede eller andre lokale økonomisystemer end Navision Stat, jf. § 11, stk. 4 i regnskabsbekendtgørelsen, skal angive dette i regnskabsinstruksen på tilsvarende måde som de i regnskabsinstruksen skal beskrive, hvorledes sikkerhedsmæssige forhold omkring anvendelsen af disse systemer er tilrettelagt i institutionen. Beskrivelsen heraf skal opfylde de generelle krav til oplysninger i regnskabsinstruksen og kan enten angives direkte i regnskabsinstruksen eller i en særskilt sikkerhedsinstruks for de enkelte systemer, der henvises til i regnskabsinstruksen.