Egenkapital

Læs om reglerne for indregning og værdiansættelse af egenkapital.

Egenkapital

Egenkapitalen indgår som en del af balancen i institutionens regnskab. Egenkapitalen består af forskellen mellem aktiverne og forpligtelserne og sikrer dermed, at aktiver er lig passiver for balancen som helhed.

Egenkapitalen omfatter:

  • Startkapital
  • Opskrivninger
  • Reserveret egenkapital
  • Overført overskud

For langt de fleste statsinstitutioner vil egenkapitalen udgøre den startkapital de blev udstyret med ved bevillingsreformens indførelse + beholdningen af et evt. videreført overskud fra tidligere år.

Startkapital

Startkapital kan opfattes som den kapital, staten udstyrer institutionen med ved bevillingsreformens ikrafttræden. Den regulerede egenkapital er lig statsforskrivningen.

Konteringsoplysninger

Læs mere om kontering af startkapital i statens kontoplan

Opskrivninger

Det er ikke tilladt at foretage opskrivninger på anlægsaktiver, med mindre der er givet særlig dispensation fra Moderniseringsstyrelsen.

Konteringsoplysninger

Læs mere om kontering af opskrivninger i statens kontoplan

Reserveret egenkapital

Visse institutioner har særlige ikke-operationelle statslige aktiver. Et ikke-operationelt statsligt aktiv er en ressource, som bidrager til virksomhedens målopfyldelse, og som søges forvaltet ud fra hensynet til dets kulturelle, miljømæssige, historiske eller samfundsmæssige betydning. Dette kan fx være nationalejendom, fredede arealer, infrastruktur eller lignende. Sådanne forvaltningsaktiver kan i visse tilfælde indregnes i institutionens balance, men vil fremover være finansieret af en anlægsbevilling og påvirkes derfor ikke af overgangen til omkostningsbaserede bevillinger. Modposten til disse særlige statslige aktiver er reserveret egenkapital.

Konteringsoplysninger

Læs mere om kontering af reserveret egenkapital i statens kontoplan

Overført overskud

Det overførte overskud er den del af egenkapitalen, som institutionen frit kan disponere over. Det overførte overskud vil fremover udgøres af de akkumulerede resultater til videreførelse, der fremkommer ved resultatdisponeringen på resultatopgørelsen.

Konteringsoplysninger

Læs mere om kontering af udbytte og bortfald i statens kontoplan

Læs mere om kontering af overført overskud i statens kontoplan