Eventualforpligtelser

Læs om reglerne for den regnskabsmæssige håndtering af eventualforpligtelser.

Eventualforpligtelser

En eventualforpligtelse er defineret som en forpligtelse, hvis eksistens først kan bekræftes af en eller flere usikre fremtidige begivenheder, og som ikke allerede er indregnet i regnskabet, fx i form af hensættelser til tab.

En eventualforpligtelse indregnes ikke i institutionernes regnskab men angives til gengæld i årsrapporten i noterne til balancen.

Eventualforpligtelser er ikke et entydigt begreb. En eventualforpligtelse kan være en forpligtelse, der opstår som resultat af tidligere begivenheder, men hvor forpligtelsen først kan bekræftes af en eller flere usikre fremtidige hændelser. Det kan også være en eksisterende forpligtelse hvor det ikke er sandsynligt at den bliver reel eller hvor der er usikkerhed om forpligtelsens økonomiske omfang, således at denne ikke med rimelighed kan opgøres og indregnes i regnskabet. Ved vurdering af om en eventualforpligtelse skal oplyses i noterne skal der endvidere tages højde for den økonomiske væsentlighed i forhold til den samlede drift.

Beskrivelse af en eventualforpligtelse i noterne skal være kort og præcis og indeholde årsagen til eventualforpligtelsens opståen sammen med en vurdering af den økonomiske påvirkning, hvis den realiseres.

De eventualforpligtelser der indgår i årsrapporten vedrører kun bevillinger af typen driftsbevilling og statsvirksomhed.

Leverandør- og kundekontrakter skal ikke oplyses i årsrapporten, heller ikke i tilfælde, hvor de pålægger virksomheden flerårige forpligtelser. Såfremt en kontrakt vurderes at ville påføre virksomheden tab, fx fordi den opsiges før udløb, skal den indregnes i årsrapporten ved en hensættelse.

Leje- og leasingkontrakter er formelt ikke at regne som eventualforpligtelser, men medtages alligevel i visse tilfælde i årsrapportens noter som en eventualforpligtelse efter følgende retningslinjer:

  1. Finansiel leasing indregnes i årsrapporten, og medtages derfor ikke som eventualforpligtelse
  2. Leje- eller leasingkontrakter indgået med en anden statslig virksomhed (fx huslejekontrakter indgået med Bygningsstyrelsen) skal ikke oplyses som eventualforpligtelser
  3. Leje- og leasingkontrakter indgået med private virksomheder (fx huslejekontrakter indgået med privat udlejer) skal oplyses i årsrapporten, såfremt der er en forpligtelse (fx uopsigelighed), der er længere end et år fra balancedagen. Sådanne eventualforpligtelser anføres med den årlige betaling samt det tidsrum aftalen vedrører.

Eventualforpligtelser omfatter herudover også garantiforpligtelser. For så vidt angår garantiforpligtelser oplyses disse også i statsregnskabet i en særskilt fortegnelse og vedrører hele staten, dvs. både det omkostnings- og udgiftsbaserede område.