Ændringer i regnskabspraksis

Læs om reglerne for ændring af regnskabspraksis.

Den anvendte regnskabspraksis udgør rammen for, hvordan institutionen grundlæggende har udarbejdet årsrapporten. Inden for denne ramme kan det i enkelte tilfælde være relevant at foretage regnskabsmæssige skøn.

Regnskabsmæssige skøn kan eksempelvis være relevante ved fastsættelse af aktivers forventede levetid inden for rammerne angivet i ØAV eller ved hensættelse til tab på debitorer. Skøn er dog i de fleste tilfælde overflødige, idet ØAV definerer kravene til den regnskabsmæssige behandling.

Du kan læse mere om regnskabsmæssige skøn her

Moderniseringsstyrelsen fastsætter gældende regnskabsregler på ØAV.

Ændringer i regnskabspraksis må kun finde sted i følgende undtagelsestilfælde:

  • ændringerne er påkrævet af Finansministeriet eller Moderniseringsstyrelsen
  • hvis ændringen giver et mere retvisende billede af institutionens aktiver, forpligtelser eller resultat - fordrer godkendelse ved Finansministeriet, Moderniseringsstyrelsen eller forudgående hjemmel i finanslov, tillægsbevillingslov eller aktstykke

Hvis institutionen ændrer regnskabspraksis skal effekterne af dette indregnes direkte på balancen i form af korrektioner til primosaldi for aktiver og passiver (herunder egenkapitalen), så de viser de saldi som ville have fremgået, hvis de nye principper havde været gældende i tidligere finansår.  

Ændringer af anvendt regnskabspraksis, der ikke er påkrævet af Finansministeriet eller Moderniseringsstyrelsen skal forelægges institutionens departement og Moderniseringsstyrelsen, når ændringen har en væsentlig indvirkning på årsrapporten.

Ændringer af anvendt regnskabspraksis skal forklares i årsrapporten for det pågældende år, hvor regnskabspraksis ændres. Dette beskrives i regnskabsafsnittet i årsrapporten, jf. vejledning om udarbejdelse af årsrapporten. Budgetvejledning 2010 fastsætter i punkt 1.2 Regnskaber bestemmelser for ændring af regnskabspraksis.

Du kan finde bestemmelsen for ændring af regnskabspraksis her