Regnskabsloven

Læs om reglerne for anvendelse af regnskabsmæssige skøn.

Regnskabsmæssige skøn udtrykker de mest sandsynlige økonomiske forløb eller udfald af de fremtidige begivenheder baseret på de oplysninger, der er til rådighed frem til tidspunktet, hvor årsrapporten godkendes. 

Værdifastsættelsen af aktiver og forpligtelser samt fastsættelsen af afskrivningsperioder mv. må i visse tilfælde baseres på regnskabsmæssige skøn, der sigter mod at gøre regnskabet så retvisende som muligt.

Regnskabsmæssige skøn bør som udgangspunkt begrænses til absolut ekstraordinære situationer, jf. afsnit om Ændring af regnskabspraksis.

Regnskabsmæssige skøn udøves inden for rammerne af virksomhedens anvendte regnskabspraksis og udtrykker de vurderinger, som institutionens ledelse foretager ved vurdering af indregningstidspunkt og ved måling af poster, hvorom der ikke hersker fuld viden eller sikkerhed.

Regnskabsmæssige skøn kan fx være størrelsen af et forventet tab på tilgodehavender i forbindelse med opgørelsen af en hensættelse.

Eventuelle ændringer i regnskabsmæssige skøn skal tilbageføres samme sted, som den oprindelige effekt blev indregnet.

Afskrivninger, der er foretaget i tidligere år, kan fx ikke tilbageføres.

Ændringen indregnes i resultatopgørelsen:

  • Ændringsåret, såfremt ændringen alene påvirker dette, eller
  • Ændringsåret samt efterfølgende år, hvis disse påvirkes

Et eksempel på en ændring i et regnskabsmæssigt skøn kan være en ændring i en hensættelse, som ikke skyldes nogen ny økonomisk hændelse, men skyldes mere information om den begivenhed, som allerede tidligere har ført til hensættelsen.

Ændrede regnskabsmæssige skøn skal beskrives i redegørelsen for anvendt regnskabspraksis eller forklares i noterne til årsregnskabet. Grundlaget for skønnet skal tydelig fremgå, og dokumentation i forhold til efterfølgende revision bør foreligge.