Ministerområdet

Læs nærmere om opbygningen af et ministerområde.

Et ministerium har som udgangspunkt et almindeligt generelt departementalt-/ministeransvar, for at bevillings- og regnskabsvæsenet fungerer inden for ministerområdet.

Dette betyder, at ministeriets departement generelt set har ansvaret for tilrettelæggelsen af regnskabsvæsenet inden for ministerområdet, samt for at føre kontrol med overholdelsen af regnskabsvæsenet. Ministeriets område omfatter ud over ministeriets egen paragraf også de dele af fællesparagrafferne, som ministeriet en ansvarlig for.

Opdeling på virksomheder

Departementet skal sørge for, at der etableres et passende antal virksomheder inden for ministerområdet til varetagelse af de opgaver, som Folketingen vedtager. Departementet kan selv udgøre en virksomhed for egne aktiviteter.

Opdelingen på virksomheder, skal foretages i samarbejde med Moderniseringsstyrelsen.
Virksomhederne optages som hovedregel også som virksomheder i det Centrale Virksomhedsregister (CVR). Såfremt en virksomhed ikke er velegnet til optagelse i CVR-registeret skal der foretages et samråd med Danmarks Statistik og Moderniseringsstyrelsen.

Departementet skal sørge for, opdelingen på virksomheder (og regnskabsførende institutioner) medfører, at disse institutioner får en sådan størrelse, at de kan gennemføre en forsvarlig tilrettelæggelse af regnskabsvæsenet inden for hver deres områder.

Virksomhedsbærende hovedkonto

Hvor en administrativ ledelse har ansvaret for flere omkostningsbestemte hovedkonti betegnes en af disse som den virksomhedsbærende hovedkonto. Det specificeres hvilke hovedkonti der indgår under den virksomhedsbærende hovedkonto.

Virksomhedsstrukturen skal fremgå af anmærkningerne i de tilfælde hvor der er flere hovedkonti, der indgår under en fælles virksomhedsbærende hovedkonto.

Hovedkonti, fordeling heraf

Departementet skal sørge for, at der for alle hovedkonti på bevillingslovene udpeges en virksomhed som hovedkontoansvarlig.

Finansielt regnskab - bevillingsregnskab

Departementet aflægger et samlet finansielt regnskab for hele ministerområdet. Det finansielle regnskab produceres af Moderniseringsstyrelsens centrale koncernsystem.

Departementerne skal godkende deres årlige regnskab over for Moderniseringsstyrelsen og over for Rigsrevisionen. Departementerne kan fastsætte at virksomhederne skal godkende deres perioderegnskaber i årets løb samt det nærmere indhold af denne godkendelse.

Årsregnskab

Departement forestår fremsendelsen af ministerområdets samlede årsregnskab til Finansudvalget, Rigsrevisionen og Moderniseringsstyrelsen. Virksomhedsregnskaberne skal være påtegnet af departementet.

Ministerieinstruks

Departementet skal udarbejde en ministerieinstruks, der beskriver ministerområdets forretningsområde og opdeling på virksomheder, herunder hvilke hovedkonti inkl. bevillingslovenes fællesparagraffer, der henhører under de enkelte virksomheder.