Tilretning af bevillingslove

Læs nærmere om tilretning af bevillingslove.

Enhver ressortomlægning medfører, at finanslovsstrukturen ændres, hvorved en række hovedkonti på finansloven skal opdeles eller flyttes mellem ministerområderne.

I forbindelse med en ressortomlægning indgås en ressortaftale pr. ministerområde, hvor de aftalte ressortændringer beskrives. I ressortaftalen kan man danne sig et overblik over de hovedkonti, der indenfor de enkelte ministerområder berøres af ressortændringen.

Hovedreglen er, at en ressortomlægning implementeres for et helt finansår, og der skal derfor tages stilling til, om implementeringen skal være fremadrettet eller bagudrettet.

Der er forhold, der taler for både en tilbagevirkende og en fremadrettet bevillingsmæssig implementering af en ressortændring, men i praksis kan det være vanskeligt, at gennemføre en ressortændring med tilbagevirkende kraft sent på året.

Som udgangspunkt gælder, at ressortændringer der gennemføres før sommerferien implementeres med tilbagevirkende kraft fra 1. januar, mens ressortændringer, der gennemføres efter sommerferien implementeres med virkning fra 1. januar i det nye år. En undtagelse herfra kan være i forbindelse med oprettelse af helt nye ministerier, og undtagelsen vedrører i så fald kun den nye del af aktiviteten.

Indberetning på ÆF eller TB

Generelt gælder, at der ved flytning af bevillinger også skal foretages flytning af historiske beløb og årsværk (B- og R-tal).

Det afgivende ministerium skal videregive oplysninger til det modtagende ministerium omkring disse data på det niveau, som de selv har data indrapporteret. Fx skal regnskabsbeløbene indrapporteres på øreniveau, selvom de fremtræder i millioner i publikationerne.

I SB kan der trækkes diverse tabeller indeholdende dataoplysninger, som kan sendes direkte.

Alle data indrapporteres / flyttes via transaktioner i SB. Eneste undtagelse er årsværksoplysninger til brug for personaleoversigter. Her slettes og indskrives årsværkene direkte i registret.

Der er i SB en række kontroltabeller til rådighed til at sikre validiteten af flytningerne. Det gælder fx data til Budgetoversigter / Budgetspecifikationer, Finansieringsoversigter, Videreførsels- / Reservationsoversigter m.v.

Det modtagende ministerium kan selv trække dokumenter til brug for publikationerne (Tekst og anmærkninger) for så vidt angår de publikationer, der er offentliggjort. Under bevillingslovskampagnerne (FFL/ÆF/TB) bør aktuelle dokumenter i stedet sendes fra det afgivende ministerium.

Alle manuelt opstillede tabeller (aktivitetsoplysninger m.v.) tilrettes i dokumenterne.

Hver konto har i SB tilknyttet en række koder, der dels er bestemmende for, hvorledes diverse sammentællinger foretages, dels hvordan og i hvilke oversigter data optræder. Disse koder såsom bevillingstype, rammekode, UI-kode, virksomhedsbærende hovedkonto m.v. kontrolleres af det modtagende ministerium.

Specielt for dannelsen af ’Oversigt for virksomhedsstruktur’ i bevillingslovene er det vigtigt, at nummerstrukturen ajourføres tilsvarende, idet CVR-nummeret ellers vil være forkert.

Til sidst er det en god ide at bestille tabeller i SB for alle oversigter under de (hoved)konti, der er flyttet, for herved at sikre, at der ikke henstår beløb, beholdninger eller årsværk.

Konsekvenser på finansieringsoversigten

Finansieringsoversigterne på bevillingslovene skal normalt justeres i forbindelse med en ressortflytning. De berørte institutioner står selv for at flytte data vedrørende:

  • Reguleret egenkapital samt
  • Lånerammen og gæld

Den regulerede egenkapital på konto 70.12 med modpost på 53.17 skal nulstilles og genberegnes på ny for den afgivende institution, så den svarer til 2 pct. (driftsbevilling) eller 5 pct. (statsvirksomhedsbevilling) af bruttoudgiftsbevillingen.

Den regulerede egenkapital skal ligeledes genberegnes for den modtagende institution, så den svarer til 2 pct. (ved driftsbevilling) eller 5 pct. (ved statsvirksomhedsbevilling) af bruttoudgiftsbevillingen.

Lånerammen deles svarende til delingen af den faktiske og budgetterede langfristede gæld, da det afspejler de konkrete aktiver.

Flytningen af data sker via transaktioner i SB.

SB har en række kontroltabeller til rådighed, som kan anvendes til at sikre validiteten af flytningerne på finansieringsoversigter.