Om RejsUd

RejsUd udgør det fællesstatslige system til understøttelse af rejseafregnings- og udlægshåndtering for medarbejdere forud for aflevering til Navision Stat.

Anvendelse

RejsUd understøtter følgende forretningsprocesser: 

  • Oprettelsen af rejseafregninger, herunder beregning af time-/dagpenge og godtgørelser.
  • Import af udgifter betalt med institutionshæftende kreditkort
  • Angivelse af kontant betalte udgifter i afregningen
  • Oprettelse af udgiftsafregninger til afregning af udlæg, som ikke har forbindelse til en rejse - eksempelvis udgifter til mødeforplejning, repræsentation og andre tjenstlige udgifter.

RejsUd er fuldt integreret med statens økonomistyringssystem Navision Stat, for en bogføring af afregning og efterfølgende udbetaling til medarbejderen.

RejsUd driftes som en Saas-løsning af Miracle.

Læs mere om hvordan du kommer i gang med RejsUd her

Målgruppe

Statslige institutioner

Det er som udgangspunkt obligatorisk for de ca. 140 statslige myndigheder og institutioner, der serviceres af Økonomiservicecentret, at anvende rejseafregningssystemet. Moderniseringsstyrelsen kan dog i særlige tilfælde give dispensation fra anvendelsen af systemet.

Yderligere vil øvrige statslige institutioner og selvejende institutioner kunne tilslutte sig frivilligt. Det er dog et krav, at institutionen anvender Navision Stat 9.3 eller højere for at kunne tilslutte sig rejseafregningssystemet.

Selvejende institutioner

I forbindelse med implementeringen af RejsUd hos statslige institutioner serviceret af Statens Administration, udvides implementeringen til løbende også at omfatte interesserede selvejende institutioner.

Selvejende institutioner skal selv dække omkostningerne med at implementere, vedligeholde og drifte systemet.